Hun er en af verdens bedste fodboldspillere og er anfører for det danske landshold. Og nu blander Pernille Harder sig også i de langstrakte overenskomstforhandlinger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, der truer med at sende det danske samfund ud i en lockout.

I en video, som fagforbundet FOA har postet på Twitter, giver Pernille Harder sin uforbeholdne støtte til de offentlige ansatte i den betændte konflikt, der har stået på i adskillige uger nu.

Pernille Harder kender om nogen noget til langstrakte overenskomstforhandlinger. Hun og hendes kolleger på kvindelandsholdet var i det meste af 2017 i konflikt med DBU om en ny overenskomstaftale. Uenigheden nåede så vidt, at landsholdet var nødt til at udeblive fra en VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Først i november - efter 12 måneders forhandlinger - lykkedes det parterne at finde frem til en løsning.

25-årige Pernille Harder, der i sommer førte Danmark til EM-sølv i Holland, blev i 2017 nomineret til både Europas bedste fodboldspiller og verdens bedste fodboldspiller.