Verdens bedste håndboldmålmand, danske Emil Nielsen, skal så småt til at finde flyttekasserne frem. 

For til sommer siger han og kæresten, Sara Maj, 'hasta luego' til den spanske storby Barcelona, som har været deres hjem siden 2022. 

Og det bliver vemodigt, erkender Emil Nielsen over for B.T. forud for den igangværende EM-slutrunde.

»Det bliver ærgerligt at sige farvel til byen og klimaet. Det er nok den fedeste by, man kan bo i som håndboldspiller,« lyder det fra den 28-årige aarhusianer, inden han fortsætter:

»Men så får jeg nogle andre ting i Ungarn, som er fede sportsligt.«

Til sommer bliver hans arbejdsgiver den ungarske storklub Veszprem. Og den danske stjerne glæder sig til en hverdag, hvor der er lidt mere håndboldfeber, end tilfældet er i Barcelona:

Emil Nielsen under EM.
Emil Nielsen under EM. FOTO: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»I Ungarn får jeg lidt af den håndboldkultur, jeg søger, og som jeg måske har manglet lidt i Barcelona.« 

»Dér er der ikke så mange mennesker i hallen. Kun til de store kampe. Og det er ærgerligt, for det er vigtigt for mig, at man har stemning og følelsen af, at man er vigtig, og at et hold betyder noget for nogen.« 

»Ikke sagt, at det ikke er sådan i Barcelona, for det er det også, men i Veszprem er det håndboldkultur på en anden måde. Og det glæder jeg mig til at opleve. Den dér vilde Balkan-stemning, den tænder mig,« afslutter han.

Danmark møder lørdag aften Spanien i den anden mellemrundekamp.

Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 18.