»Det har været svært at navigere i, og det har taget sin tid.«
Ordene kommer fra Emil Larsen, som langt de fleste nok kender som tidligere superligaspiller.
I dag er hans hverdag dog en helt anden, efter han modvilligt måtte indstille karrieren på grønsværen blot 26 år gammel, fordi han havde for store problemer med højre knæ.
Han stoppede officielt som fodboldspiller i juli 2017 og gik direkte til en stilling som scout i Lyngby Boldklub.
Et job, han sagde op sidste år for at finde ud af, 'hvad han præcist skulle'. Han har valgt at forfølge en drøm, han altid har haft, og fodboldtøjet er skiftet ud med habit.
Emil Larsen er sprunget ud som selvstændig og har startet sin egen virksomhed, Smartiie, der leverer personlige benskinner.
Og det er netop den verden, han har skullet lære at finde rundt i efter mange år, hvor alt var sat i skema. Træning, kampe, restitution. I dag er han sin egen chef.
»Jeg har været tålmodig og har taget min tid. Jeg har ikke stresset for at komme i gang. Når jeg kun har været vant til at træne, skal jeg lige vænne mig til det andet. Der er en masse ud over fodbold, og det har jeg fundet ud af,« fortæller Emil Larsen til B.T.
Han har ikke nogen uddannelse, og han har derfor skullet lære sig selv mange ting.
Idéen til benskinner kom som følge af hans egen karriere. De professionelle har nogle, der er personlige, og det vil han give børn mulighed for at få. Det at have nogen at se op til, betyder meget.
»Jeg tænkte tilbage på mig selv. Jeg havde Ronaldinho som idol. Jeg ville gøre alt som ham og være ligesom ham. Det er er jo sådan, jeg er vokset op, og det er sådan, jeg forestiller mig, unge drenge har det,« siger Emil Larsen.
10 til 12 af dagens vågne timer bliver brugt på virksomheden. Den tager meget tid, og her kan han bruge meget af det, han lærte som fodboldspiller.
At være professionel. At have disciplin. Det ligger på rygraden og har været brugbart, efter at han måtte lægge sin hverdag om.
For selvom en karriere som fodboldspiller ikke varer evigt, så stoppede Emil Larsens for tidligt, og det var egentlig perioden op til karrierestoppet, der var den største omvæltning.
»Min værste periode var lidt før, jeg stoppede. Jeg kunne godt mærke, det var der, det bar henad. Jeg havde svært ved at acceptere det og kunne mærke, jeg havde en dårlig periode. Det kunne mine omgivelser nok også,« siger Emil Larsen og fortsætter:
»Jeg skulle lige finde mig selv igen. Jeg kan sige nu, jeg er hundrede procent afklaret, og jeg er kommet ud på den anden side og er motiveret med det her. Men der har også været hårde tider,« siger Emil Larsen, der i karrieren blandt andet spillede i Lyngby og OB.
Netop det at finde sig selv igen har han arbejdet med. Mest inde i sig selv, hvor han har gjort sig en del tanker. Han har rejst en del – også alene – for at finde ud af, hvad han skulle.
For det at være en fodboldspiller er for mange en del af identiteten. Og et stop kan ofte give en følelse af, at man har mistet noget af sig selv.
»Jeg har også været vant til, det er det (fodbold, red.), der er blevet snakket om til arrangementer. Og jeg må ærligt indrømme, der er ting, jeg har meldt afbud til, fordi jeg ikke har orket at tale med folk. Jeg er videre og behøver ikke snakke så meget om den tid. Folk har været vant til at se mig som fodboldspilleren, og hvis man ikke er på dupperne selv, kan det godt være hårdt at blive ved med at snakke om. Det er ikke nogen hemmelighed, at min karriere sluttede nogle år for tidligt, så jeg skal også lige sluge den,« siger Emil Larsen.
Ud over ham selv var det en læge, der sagde stop. Han prøvede alt for at få knæet på rette spor, men til sidst var det nok. Også i forhold til et fremtidigt liv, for han skal gerne kunne gå rigtig mange år endnu.
Det kan han stadig, ligesom han også kan cykle, men ellers er den fysiske aktivitet på nogle punkter begrænset. Løb giver for mange smerter, og knæet kan ikke trænes op.
Meldingen fra lægerne har allerede lydt, at der venter et nyt knæ i en 'ret ung alder', men det fylder ikke for meget i Emil Larsens hoved lige nu. Han har det godt, men husker også tydeligt perioden og følelserne op til sit stop.
Det startede egentlig længere tilbage end 2017, da han var med omkring landsholdet, som han nåede at spille fem kampe for. Emil Larsen kunne mærke, han ikke var sig selv på banen.
»Jeg blev dårligere og dårligere. Et karrierestop kom tættere på, men jeg har en drøm og en lyst. Jeg vil hele tiden prøve og tro på, det kan lade sig gøre. Men på et tidspunkt måtte jeg tage en beslutning,« siger Emil Larsen, der også husker frustrationerne.
Nogle, han ofte brændte inde med.
»Folk kender også fodboldverdenen. Man snakker ikke om følelser, det er svært at komme ud med,« siger 28-årige Emil Larsen, der som eksempel bruger en episode med OB's fans.
Han sagde i frustration nogle ting, han fortrød. Der var forventninger fra begge sider, han ikke helt levede op til, og så fik han sagt nogle uheldige ting.
Det hobede sig op, og oveni foregik det hele til offentligt skue, netop fordi han var fodboldspiller.
»Det er noget, man skal acceptere. Det er en del af sporten, at man er en offentlig person. Nogle er bedre end andre, og jeg var ikke så god til det og ville helst undgå det. Når man gør noget, kommer det ud. Det skal man være klar på, og det var jeg også. Jeg ved godt, jeg kan sige min mening, men jeg ved også, at jeg kan tage det, der kommer. Der har også været dage, hvor jeg har været ude og handle, hvor jeg har prøvet at gemme mig. Det indrømmer jeg gerne. Jeg kunne ikke overskue opmærksomheden. Ligesom alle andre har man jo også dårlige dage, men der er en forestilling om, at det må man bare ikke rigtig have,« siger Emil Larsen, der erkender, at det gav en facade.
Et skjold, der blev taget på for at beskytte sig selv lidt. Ikke kun i forbindelse med skaden, men generelt.
»Jeg har da også fået mine hug for at være en type. Måske blevet kaldt arrogant og alt muligt. Det føler jeg ikke, jeg er. Jeg prøver bare at være i mig selv, og så kan man godt få nogle hug, hvis ikke man fremstår på den måde, folk gerne vil have. Jeg har altid hvilet meget i mig selv, så det rører mig ikke så meget,« smiler Emil Larsen.
I dag er han delvist ude af hele den store fodboldverden. Men alligevel ikke helt. Med sin virksomhed har han stadig berøring med den sport, han elsker højt, og som har betydet meget for ham altid.
En sport, der har givet mange oplevelser, og selvom han er helt afklaret med, der ikke er mere fodbold tilbage i benene, kan lysten til at spille da stadig komme snigende, når han ser kampe eller hører om en tidligere holdkammerats klubskifte.
Omvendt har han fået mulighed for et andet liv med mere frihed i weekenden, og hans ferietid er ikke begrænset på samme måde.
Han har fundet sit fodfæste uden for banen og noget, han er passioneret om, selvom det i starten ikke var verdens letteste opgave.
»Det var også det, jeg brugte rejser og tid på at finde ud af. Hvad kan give mig det her drive, og hvad kan få mig op om morgenen eller få mig til at sidde sent om aftenen? I starten var det uoverskueligt, og det kom tidligere, end jeg havde håbet og regnet med. Man havde nok ikke fundet ud af det. Når man så stopper som 26-årig, kommer det mere pludseligt og som et hårdere slag, end når man er 35,« siger Emil Larsen.
Han har været væk fra banen i lidt over to år nu og håber, han kan bruge de næste par år på at bygge på virksomheden.
Måske skal han have hjælp en dag, men lige nu klarer han sig alene.
Og om det betyder, han ikke vender tilbage til fodboldbranchen en dag, må tiden vise.
»Det skal helt sikkert være sportsdirektør, hvis jeg skal ind i en fodboldklub eller noget lignende. Lige nu har jeg slet ikke de tanker. Jeg tror ikke, man kan sige, hvad fremtiden bringer. Lige nu fokuserer jeg på det her. Jeg har et drive og glæder mig hver dag, og så må vi se,« siger Emil Larsen.
