En diabetes-diagnose, grimme knæskader og kontraktbøvl. For en stor del af de danske landsholdshelte har efterårssæsonen været en stressende og nedslående kontrast til sommerens EM-optur.

Flere af Kasper Hjulmands vigtigste og bedste spillere er i den igangværende sæson rendt ind i enten grimme skader, alvorlige sygdomme eller bøvl med spilletid hjemme i klubberne af sportslige eller sågar af kontraktmæssige årsager.

Det efterlader et billede af en hel stjerneparade af landsholdsprofiler, som kommer humpende ud af et forrygende, men også dramatisk landsholdsår, som også bød på Christian Eriksens chokerende hjertestop.

Kasper Hjulmand har i løbet af efteråret udtrykt, at han ønsker, at flere af de danske spillere yderligere etablerer sig i toppen af europæisk klubfodbold – ikke det modsatte. Spørgsmålet er nu, om Kjær og co. formår at rejse sig og ramme topformen i 2022, hvor det store mål er VM i november/december. Heldigvis er tiden på landstrænerens og spillernes side, men lige nu er der grund til dybe panderynker. Læs med herunder.

De danske EM-helte har haft et svært efterår i deres klubber.
De danske EM-helte har haft et svært efterår i deres klubber. Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere


DIABETES-RAMT: Forgudet topscorer under EM – banket helt ned under græstæppet i efteråret. Den uheldige angrebshelt er på mange måder personificeringen af landsholdsspillernes rutsjebanetur af store følelser og op- og nedture i 2021. Dolberg blev diagnosticeret med diabetes i efteråret efter en svær tid for sin klub, Nice. Håbet er nu, at diagnosen kan hjælpe den 24-angriber, som er Danmarks farligste, når han er fit, tilbage på et stabilt topniveau i mange år frem. Fingrene er krydset.


BAKTERIEANGREBET: Vi skal tilbage til første halvleg af Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Østrig 12. oktober for at finde den danske EM-vidunderdrengs sidste optræden. Siden har 'Dams' været gennem et sandt skadeshelvede, som har været omgærdet af mystik. En simpel knæskade og efterfølgende operation er gået galt med en infektion til følge, melder hans italienske klub. Og det har sat Sampdoria-danskerens turbo-udvikling helt i stå. Ventes ikke kampklar før engang i det nye år.


LANGTIDSSKADET: 2021 var på mange måder Kaptajn Kjærs helt store år: Voldsom betydning for Danmarks EM-succes, hyldet i hele verden for sin indsats i Eriksen-kollapset i Parken og nomineret til en Ballon d'Or. Derfor er det så meget desto mere ærgerligt, at den 32-årige forsvarskæmpe, som lige havde skrevet under på en ny kontrakt med AC Milan, slutter året af med en grim knæskade. Den skal han bruge det næste halve år på at komme sig over. Bittert.


KNÆOPERERET: Man har haft indtryk af, at vestjyden, som til alles overraskelse blev holdkammerat med Lionel Messi i FC Barcelona, har kunnet gå på vandet i de seneste år. Og da Messi efter sommerferien vinkede farvel til Barca, stod den selvtillidsfyldte dansker da også klar til at udfylde hullet. Det startede forrygende med to kasser, men så kom den: skaden. Hurtigløberen nåede kun tre ligakampe, før den stod på knæoperation. 2022 er sat af til at kæmpe sig tilbage i storform på et nyt FC Barcelona-hold. God vind.


'MISBRUGT': I den rød-hvide trøje har kantkometen haft et forrygende efterår med tre landsholdsmål – flere af dem decideret voldfede. Men for Bologna har det været en tung omgang for den tidligere FCN-stjerne, som efter mere end to år i Italien fortsat har sit Serie A-gennembrud til gode. Senest har Bologna-træner Sinisa Mihajlovic eksperimenteret med at smide offensiv-spilleren ud på en wingback. I det mindste bedre end at sidde på bænken. Men føles stadig som en form for misbrug af talent.


STRAFFET: Stryger Larsen er ikke fast starter hos Kasper Hjulmand, men er en ofte benyttet og pålidelig og erfaren trupspiller. Spørgsmålet er nu, om den 30-årige forsvarsspiller kan holde sin landsholdsplads, hvis ikke hans klubsituation ændrer sig dramatisk. Han startede sæsonen som fast mand for Udinese, men bliver nu, ifølge italienske medier, på ganske kynisk vis straffet for ikke at ville forlænge sin aftale med Serie A-klubben. I de seneste fem kampe har Stryger været helt ude af truppen.


STILFORVIRRET: Den danske midtbanekriger lavede et lækkert klubskifte fra Borussia Dortmund til Sevilla efter EM. Han har dog kæmpet noget med at finde sig til rette med spillestilen i den nye fodboldkultur i den spanske topklub. Den tidligere FCKer har ved gud heller ikke gjort det nemmere for sig selv at bide sig fast i startopstillingen ved blandt andet at blamere sig med et dumt rødt kort. Spanske medier melder, at Sevilla gerne vil af med Delaney, men så slemt står det nok ikke til. Trods alt.


PRESSET: Situationen for forsvarsstjernen i Chelsea er ikke alarmerende. Endnu. Men alarmklokkerne begyndte at bimle og bamle, da 'AC' sad udenfor i tre kampe i streg for Champions League-mestrene, mens historierne om kontraktbøvl slap ud i medierne i slutningen af november. Danskeren er kontraktfri til sommer, og det har været fremme, at han er blevet straffet for ikke at skrive under på en ny aftale med Chelsea. Er på grund af skader blevet taget til nåde igen af træner Tuchel. Men hvor længe holder det?


UHELDSRAMT: 270 minutters fodbold er, hvad det er blevet til siden sommerferien for Robert Skov, som da heller ikke har spillet sig tættere på spilletid hos Kasper Hjulmand efter et 2021 til glemmebogen. Var med ved EM uden at spille nogen rolle, og det samme er altså fortsat tilfældet i Hoffenheim i Bundesligaen. Uheld er en del af forklaringen: Kantspilleren med det vilde spark kom ind på holdet igen midt på efteråret og gjorde en god figur, men blev symptomatisk skadet. Igen.


ROTERET: Selvom Yussuf Poulsen efterhånden er en erfaren kulturbærer for RB Leipzig, har han mistet sin permanente plads i den ambitiøse Bundesliga-klubs angreb. Det vidner blot seks kampe fra start i alle turneringer i denne sæson om. Den brølstærke angriber er dog fortsat garant for solide præstationer – både på landsholdet og for tyskerne, hvor han da også har leveret fint med mål, inden en fiberskade satte ham ud af spillet. Ærgerligt.


FORBIGÅET: Også på målmandsposten hober rusten sig op i den danske landsholdstrup. Kasper Schmeichel er det altoverskyggende førstevalg – han spiller hver gang for klub- og landshold modsat hans førstereserve, Frederik Rønnow. Det er nærmest uanset, hvilken klub Rønnow prøver sig af i i det tyske, så havner han på bænken. Således også i Union Berlin, hvor landsholdsreserven også her er, ja, reserve for førstekeeperen.


BÆNKET: Det lignede et stærkt klubskifte, da Vestergaard rykkede en lille cru op i Premier League fra Southampton til Leicester. Men virkeligheden har været en blandet fornøjelse for danskeren, der, som efteråret er skredet frem, er røget længere og længere ud i kulden hos manager Brendan Rodgers, der er kendt for at ødelægge danske landsholdsforsvareres karrierer. Spørg bare Daniel Agger. Syv ligakampe i streg på udskiftningsbænken er det senest blevet til for den lange forsvarsspiller. Ikke langtidsholdbart.