Klædt i hvidt fra top til tå kom Englands kvindelandshold godt fra land ved EM på hjemmebane med en 1-0-sejr over Østrig.

Men selvom premieren onsdag aften på et fyldt Old Trafford forløb positivt, overvejer de engelske EM-helte at lave en stor ændring.

Spillerne mener nemlig, at de hvide shorts, som var en del af den stilrene engelske EM-dragt, kan give problemer for de spillere, der eventuelt måtte have menstruation på kampdagen, hvor de hvide shorts skal bæres.

De engelske spillere frygter, at man risikerer, at blødning fra menstruationen vil kunne ses gennem shortsene, hvilket er en problemstilling, der tidligere har været et emne blandt kvindelige elitesportsudøvere.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

Derfor har Englands EM-kvinder taget 'en snak' med tøjsponsoren Nike om at ændre dragten til den resterende del af slutrunden. Det skriver The Telegraph.

»Det er fedt at have en helt hvid dragt, men nogen gange er det bare ikke praktisk, når det er den tid på måneden,« siger matchvinderen fra Østrig-kampen, Beth Mead:

»Vi håndterer det så godt, vi kan. Vi har diskuteret det internt på holdet, og vi har vendt det med Nike. Forhåbentligt ændrer de farven.«

Debatten om de hvide engelske shorts kommer i forlængelse af en lignende problemstilling fra Wimbledon, hvor de kvindelige tennisspillere skal leve op til tennisturneringens strenge dresscode om at bære en helt hvid spilledragt med samme risiko for at komme til at bløde igennem det hvide stof.