Nye regler kan betyde, at fodboldfans kan blive hårdt ramt, hvis sommerens EM i fodbold bliver rykket.

Da billetsalget startede, blev billetterne til de danske EM-kampe revet væk, men danske fans - og fans fra andre lande for den sags skyld - kan ende med at stå som de store tabere.

Det sker muligvis, hvis Uefa beslutter sig for at flytte mesterskabet, og derfor skal de fans der har købt billetter nu tage en stor beslutning - vil de beholde deres billet, eller tør de ikke satse på at komme til EM?

Det skriver sportsmediet The Athletic. Det fremgår desuden også af en mail, B.T. har set, som er sendt rundt til de fans, der har købt billetter til sommerens brag.

Det er denne besked, de mange fodboldfans har fået på mail.
Det er denne besked, de mange fodboldfans har fået på mail.
Vis mere

Uefa har nemlig opdateret retningslinjerne for billetterne. Heri lyder det, at vil man være sikker på at få pengene tilbage for billetter, skal man søge om at få det inden den 26. januar - altså om 11 dage.

Det vil sige, beslutningen skal tages, inden der er kommet en afklaring på, hvad der skal ske med sommerens slutrunde.

Vælger man at satse og beholde billetterne, vil pengene for dem ikke nødvendigvis blive refunderet i tilfælde af, man ikke har mulighed for at deltage i kampen - eksempelvis hvis den bliver flyttet til et andet land eller stadion.

»Skulle det ske, at en kamp bliver flyttet inden kick-off, vil billetten være gyldig til den flyttede kamp. Køberen vil ikke kunne få refunderet billetterne, hvis de ikke har mulighed for at deltage i den flyttede kamp,« lyder det.

Vælger man at 'satse' og beholde sin billet efter den 26. januar, vil pengene kun blive refunderet, hvis kampene bliver decideret aflyst, skal spilles for lukkede døre eller hvis billetten bliver ugyldig på grund af potentielle coronarestriktioner.

»Bestemmelse om kamp-flytning beror på, om Uefa vurderer, at en billet er gyldig til det nye stadion. Vi tager med i overvejelserne, om der er tale om en rimelig afstand fra det originale stadion, når vi træffer en beslutning,« skriver Uefa til The Athletic.

Hvis man derimod ikke tør tage chancen og søger om at få pengene tilbage, vil beløbet for billetterne tikke ind i slutningen af februar.

Der har tidligere været tale om, at København kunne miste EM-værtsskabet som følge af coronapandemien.

Til at starte med var udgangspunktet, at der blev holdt fast i 12 forskellige værtsbyer, men der har også været snak om at rykke det hele til ét sted, så der ikke skal rejses på tværs af nationerne.

I november lød det, at alle værtsbyer nu skulle drøfte de mulige scenarier med Uefa, og så bliver der taget en beslutning omkring turneringen den 5. marts.