For Elton John er Watford mere end en fodboldklub.

»Jeg er utroligt stolt af, hvad vi har oplevet sammen, men jeg skylder Watford meget mere, end Watford skylder mig,« lyder det fra den engelske sanger.

Han har i to omgange stået i spidsen for den engelske fodboldklub (1976-1987 og 1997-2002), og i sin selvbiografi, 'Mig', fortæller den 72-årige om, hvad Watford har betydet for ham.

Og hvordan den gav ham et fast holdepunkt i tilværelsen midt i et turbulent liv på scener over hele verden.

»Hvis jeg ikke havde haft fodboldklubben, så må Gud vide, hvad der ville være sket med mig. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at Watford måske har reddet mit liv,« beskriver Elton John i bogen ifølge Mirror.

Sangeren og entertaineren har aldrig lagt skjul på, at han har levet et liv, der er blevet forsødet på alle tænkelige måder.

Også mens han stod i spidsen for Watford.

»Jeg var formand i en af de værste perioder af mit liv: År med afhængighed og ulykkelighed, brudte forhold, dårlige forretninger, retssager, uendelig ballade. Igennem alt det var Watford en konstant kilde til glæde for mig,« fortæller Elton John.

Elton John kan stadig ses på tribunerne til Watfords kampe.
Elton John kan stadig ses på tribunerne til Watfords kampe. Foto: Toby Melville
Vis mere

»Af åbenlyse grunde har jeg ingen erindring om store dele af 80'erne, men hver eneste Watford-kamp, jeg har set, er prentet ind i min hukommelse.«

Da Elton John kom til Watford, lå klubben og rodede rundt langt nede i divisionerne, men under hans ledelse sikrede klubben sig for første gang nogensinde oprykning til den bedste række i England.

Her ligger Watford også i øjeblikket.

Det går dog mindre godt, for i øjeblikket kan det ikke blive til mere end en placering som nummer allersidst.