De er vilde med ham, er de.

Tottenham-fansene har i den grad taget Thomas Frank til sig, efter danskeren overtog trænersædet i London-klubben i sommer.

En flot start på sæsonen har nemlig betydet, at Tottenham i skrivende stund indtager tredjepladsen i Premier League efter ni kampe.

Lidt af en kontrast til sidste sæson, hvor storklubben endte helt nede som nummer 17.

Og spørger man Jay Harris, der er fodboldjournalist og Tottenham-reporter hos The Athletic, så er det primært Thomas Franks fortjeneste.

Det siger han i et interview med B.T.

Thomas Frank har fået en god start i Tottenham.
Thomas Frank har fået en god start i Tottenham. FOTO: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

»Fansene har virkelig været oppe at køre over den stærke start under Thomas Frank. Selv om de tabte Super Cup'en i starten af sæsonen, så var folk imponerede over hans gameplan. Og 2-0-sejren over Manchester City på udebane gjorde fansene trygge ved ham,« lyder det.

Tottenham har de senere år skiftet træner et hav af gange. Og selv om den tidligere manager, Ange Postecoglou, formåede at vinde Europa League-trofæet med klubben i maj, så kunne det dog ikke redde ham.

»Det er altid svært at erstatte en træner, der vandt et stort trofæ. Men fansene blev lynhurtigt glade for Thomas Frank. Defensivt ser de nemlig meget bedre ud. De kæmper måske lidt med at skabe chancer, men når først han får helt styr på det, så bliver fansene endnu mere vilde,« forklarer Jay Harris.

Fodboldjournalisten, der følger klubben tæt, er desuden ikke i tvivl om, at Tottenham-spillerne har enorm respekt for deres danske træner.

Alle taler i hvert fald varmt om ham, slår han fast.

»De hylder, at Thomas Frank har øje for detaljerne. Og det hårde arbejde med defensiven. Og så er han åben, fair og tydelig i sin kommunikation. Derudover venlig over for alle spillere og folk i staben. Alle føler, at det her er en ny æra,« afslutter han.

Thomas Frank har kontrakt med Tottenham frem til 2028.