Der findes garanteret en håndfuld mænd eller to derude, der har drømt om at få et opkald fra Hollywood-stjernen Salma Hayek.

Og når man har sådan en trumf i ærmet, kan man jo lige så godt bruge den.

Så det valgte den franske fodboldklub Rennes at gøre da de i sommer forsøgte at overtale Ajax-profilen Edson Alvarez til at skifte til Ligue 1.

»Som en kendt med-mexicaner ringede hun til mig og prøvede at overtale mig til at tage til Frankrig. Det overraskede og smigrede mig, men mit valg var klart Ajax, og det forklarede jeg hende,« fortæller Edson Alvarez til De Telegraaf.

Salma Hayek med sin mand Francois-Henri Pinault.
Salma Hayek med sin mand Francois-Henri Pinault. Foto: REGIS DUVIGNAU
Vis mere

Én ting er, at både Salma Hayek og Edson Alvarez er mexicanere, en anden forklaring på, hvorfor en Hollywood-stjerne fra Mexico skulle orke at bruge tid på at lokke en landsmand til Frankrig, findes på Salma Hayeks ringfinger.

Hun er nemlig gift med rigmanden Francois-Henri Pinault, der ejer Rennes. Og så kunne hun altså godt lige give det et skud at forsøge at overtale en landsmand. Det blev da også pænt modtaget hos Edson Alvarez trods afvisningen.

»Hun er en rigtig god og kendt skuespiller - kendt over hele verden på grund af hendes Hollywood-film. En kæmpe stjerne. Jeg har høje tanker om hende. Hun er et godt eksempel, for som mexicaner kæmpede hun for at være, hvor hun er i dag, siger Alvarez.

Om ikke andet fik han en god historie at fortælle videre, selvom han sagde nej til Rennes.