Mange fodboldfans kunne nok ikke forestille sig Lionel Messi spille for andre end FC Barcelona.
Men ikke desto mindre kan det blive virkelighed, for den 33-årige argentiner har meddelt, at han vil væk fra klubben.
En udmelding, der er kommet bag på mange, selvom det er blevet diskuteret, om han var utilfreds med klubben. Den danske landsholdslegende, Preben Elkjær, synes da også det er vildt, hvis fodboldstjernen forlader den spanske storklub.
»Jeg synes, at det er voldsomt, hvis jeg skal være helt ærlig. Nu er det ret nyt, men vi har diskuteret det i Champions League-studiet, hvor jeg spurgte de andre eksperter, om de havde tænkt over, at han måske ikke gad spille i FC Barcelona mere? Så grinede de alle sammen. Det troede jeg heller ikke selv, at han kunne finde på. Det er voldsomt, hvis det er rigtigt,« siger Preben Elkjær til Jyllands-Posten.
Der er blevet nævnt flere bejlere til Lionel Messi, men skulle det ske, at han forlader FC Barcelona, som han har været i siden 2001, tror Preben Elkjær mest på, at turen går til Manchester City, hvor Pep Guardiola er træner.
Messi har efter sigende en kontrakt med Barcelona, der indeholder en klausul, som netop gør det muligt for argentineren at forlade klubben gratis efter hver sæson, hvis han ønsker det.
Og det er netop den klausul, som Messi nu har valgt at gøre brug af i et skriftligt dokument sendt til klubbens ledelse.
Det lyder desuden, at han har taget beslutningen, fordi han i flere år skulle have været utilfreds med klubbens ledelse - og særligt skulle det være præsidenten Josep Bartomeus, som Lionel Messi er utilfreds med.

Klubben er lige nu inde i en kaotisk periode med en ledelse tæt på opløsning. Sportsligt har klubben haft en dårlig sæson, hvorfor træner Quique Setien blev fyret tidligere i august.
Det hele kulminerede med 2-8-ydmygelsen mod Bayern München i Champions League. Noget, som også skulle have fået Lionel Messis tålmodighed til at slippe op.
Efterfølgende er hollandske Ronald Koeman så blevet præsenteret som ny Barcelona-træner.