Preben Elkjær mindes fodboldlegenden Flemming Nielsen, der sov ind fredag morgen efter kort tids sygdom 84 år gammel. 

Men det var især som journalist på B.T., at Preben Elkjær som dansk landsholdsspiller lærte OL-helten fra 1960 at kende. Det fortæller Preben Elkjær fredag til B.T.

»Han (Flemming Nielsen, red.) var en del af pressekorpset i 1980erne, og jeg ved, hvor meget de holdt af ham i hans tidligere klub, Atalanta, fra tiden i Italien. Men jeg kendte ham mest efter hans fodboldkarriere, hvor han var journalist på B.T. i mange år,« siger Preben Elkjær og fortsætter:

»Vi var ret tæt på ham dengang. Og Flemming Nielsen var både underholdende og skarp. Han vidste, hvad han skrev om, fordi han selv havde spillet.«

Flemming Nielsen, fodbold, AB. Vis mere

Flemming Nielsen var professionel i blandt andet italienske Atalanta AB og B93. Og Atalanta hylder den afdøde dansker på klubbens hjemmeside fredag.

Flemming Nielsen var også en del af det danske OL-landshold, der vandt sølv i Rom tilbage i 1960 med stjerner som Harald Nielsen og Tommy Troelsen på holdet.

Efter karrieren blev Flemming Nielsen sportsjournalist på B.T., hvor han blev en respekteret fodboldkommentator. Han var også ansat hos Politiken.

Det var Flemming Nielsens søn, Carsten Nielsen, som fredag eftermiddag via Facebook offentliggjorde nyheden om Flemming Nielsens død.

Preben Elkjær husker Flemming Nielsen som både dygtig og temperamentsfuld.

»Han var også temperamentsfuld. Der findes vidunderlige historier om Flemming Nielsens og hans temperament, der kører i fodboldmiljøet. Han var en personlighed, så det er trist,« siger Preben Elkjær.

Han vil dog lade det være op til andre at fortælle de mange anekdoter. Preben Elkjær hylder foruden fodbolden også Flemming Nielsen for, at han formåede at forblive en relevant skikkelse som journalist.

»Han var dygtig og var én af dem, der formåede at skifte fra sportskarriere over til stadig at være relevant som journalist. Han havde en flot karriere,« konstaterer Preben Elkjær.