For femte gang i ti hjemmekampe i ligaen smed Real Madrid point, da Villarreal vandt 1-0 på Bernabeu.

Madrid. Hjemmekampe i Primera Division for Real Madrid har i mange år nærmest været garanti for tre point, men i denne sæson kan mestrene slet ikke finde niveauet i egen hule.

Lørdag kunne Villarreal som den femte af ti ligamodstandere rejse fra Bernabeu med point, da gæsterne vandt 1-0 på en sen scoring.

Det er første gang i over 10 år, at Real Madrid spiller to ligakampe i træk uden at score på hjemmebane. Senest skete det med et 0-1-nederlag mod Betis og 0-0 mod Levante.

For otte år siden tabte Real Madrid senest to ligakampe i træk på hjemmebane.

De første 45 minutter mod Villareal var en meget lige affære, hvor begge mandskaber fik skabt et par gode chancer.

Især fik Cristiano Ronaldo et stort tilbud med omkring ti minutter til pause, da han blev spillet helt fri tæt under mål.

Men Ronaldo blev ramt på benet af en Villarreal-spiller, lige inden han skulle sparke, så han nærmest væltede ind i bolden og afsluttede direkte på målmand Sergio Asenjo.

Ronaldo appellerede for straffespark, ligesom Gareth Bale havde gjort forinden, da hans hovedstød ramte en hånd, men begge gange vinkede dommeren afværgende.

Villarreal er et af de hold, som sammen med Real Madrid kæmper for at snuppe en plads i top-4, som giver adgang til Champions League.

Og gæsterne var på ingen måde kommet til Bernabeu for at fedte en remis hjem.

Villarreal var godt med i kampen hele vejen, og især på kontra skabte holdet flere gode tilbud.

I toppen af artiklen kan du se en sekvens fra kampen, der nok skal blive diskuteret heftigt.

I den sidste halve time intensiverede Real Madrid presset, men mestrene havde fortsat svært ved at skabe store chancer.

Dels stod Villarreals bagkæde som oftest rigtigt placeret, og dels manglede der kvalitet i de afgørende afleveringer og indlæg fra hjemmeholdet.

Mens frustrationen over den manglende scoring blev mere og mere tydelig hos de hvidklædte, så bankede Pablo Fornals et smerteligt søm i hovedsklubbens kiste få minutter før tid.

På en kontra reddede Keylor Navas i første omgang Real Madrid med en flot parade, men returbolden havnede hos Fornals, som elegant chippede sejrsmålet ind.

Med sejren er Villarreal nu kun ét point efter Real Madrid i tabellen. Real Madrid har dog en kamp til gode.

Barcelona topper rækken med 48 point.

/ritzau/