Nævner du ordet 'doping' i forbindelse med 1990erne, går snakken med stor sandsynlighed på cykelsportens grimme år.

Men de forbudte stoffer var også udbredt i fodboldverdenen.

Det fortæller den tidligere stjernespiller Dino Baggio til italienske TV7 ifølge AS og Le Parisien.

Og han er dybt bekymret for, at doping netop har spillet ind i to legenders alt for tidlige død.

Dino Baggio er bekymret.
Dino Baggio er bekymret. Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

I december døde Sinisa Mihajlovic af leukæmi kun 53 år gammel, og tidligere i januar døde Gianluca Vialli af kræft som 58-årig.

Dino Baggio var holdkammerat med dem begge i løbet af karrieren.

»Vi må se tilbage på det, vi tog. Vi må undersøge det nærmere. Jeg ved ikke, om det er derfor, men der har altid været doping,« siger Baggio.

»Det sker for alt for mange spillere. Vi tog aldrig underlige medikamenter, men vi må finde ud af, om nogle stoffer er gode eller dårlige over tid. Om de bliver udskilt af kroppen, eller om de bliver derinde.«

Den 51-årige tidligere VM-sølvvinder og mangeårige Parma-stjerne er bekymret for flere af de spillere, han spillede med og mod i Italien i 1990erne.

»Mange har allerede snakket om de kemikalieprodukter, de brugte på græsset, og om de kunne skabe problemer. Jeg er også bange på mine egne vegne. I mine år som aktiv var der for meget doping,« siger han.