16, 19 og 15. Alle tal som måske bare ser normale ud. Men tallene ringer måske en klokke hos manager Pep Guardiola. De giver nemlig udtryk for de imponerende rekorder af sejrsstimer som manageren har i Spanien, Tyskland og England.

I midtugen nåede Pep Guardiola og Manchester City op på imponerende 15 sejre i træk i Premier League, og dermed kunne den spanske manager sætte endnu en rekord ind på sit i forvejen succesfulde CV. 15 sejre i træk er nemlig rekorden i den engelske Premier League, og lignende rekorder har Guardiola også i Spanien og Tyskland.

Da han var i Barcelona, sagde folk, at han ikke kunne gøre det en våd og kold aften i Hoffenheim uden Lionel Messi.

Det kunne han. For da Pep Guardiola i 2013 skiftede til den tyske klub Bayern München imponerede han ligesom, han gjorde i Barcelona, med et væld af sejre og trofæer.

Men det lukkede ikke munden på kritikerne.

For nu begyndte kritikken og skepsissen at lyde på, at den spanske manager kun kunne vinde trofæer med de allerbedste hold i verden og i ligaer, hvor der var meget lidt konkurrence.

I 2016 skiftede Guardiola tysk ud med engelsk, da han kom til Manchester City og en liga, nemlig Premier League, der må beskrives som en af de tætteste ligaer i Europa. Og selvom Guardiolas første sæson ikke var den største succes, så har manageren endnu en gang formået at lukke munden på alle sine kritikere.

Med 4-0 sejren over Swansea onsdag aften ramte Guardiola og City ind i deres 15. sejr i træk i Premier League. Dermed slog den spanske manager endnu en fornem rekord ved at ramme den længste sejrsstime, som en Premier League klub nogensinde har gjort. Faktisk er der ikke et hold fra de fire bedste fodboldrækker i England, der har gjort noget lignende.

»Historisk set har der været rigtig gode hold i Premier League, men vi er de første til at vinde 15 kampe i træk. 15 sejre i træk i Premier League i denne periode er virkelig svært. Vi har selvfølgelig været heldige i nogle situationer blandt andet med et mål i overtiden mod Bournemouth, men sejrene betyder en del for selvtilliden, og det er godt,« sagde Pep Guardiola efter sejren over Swansea ifølge The Guardian.

Og lignende rekorder holder den 46-årige manager altså også i Spanien og Tyskland, hvor han har den længste sejrsstime i Spanien på 16 kampe med Barcelona i sæsonen 2010/2011 og den længste sejrsstime i Tyskland på 19 kampe med Bayern München i sæsonen 2013/2014.

»Guardiola er en af de trænere, der forstår, hvad det vil sige  at have bolden og dominere kampene. Derfor er han en så god træner. Samtidig har han den kvalitet, at han formår at videregive det. Der er mange managers, der taler om, at holdet skal holde på bolden, men det er svært at overføre det. Den kvalitet har Guardiola,« siger tidligere fodboldtræner og nuværende fodboldekspert Erik Larsen.

Der også fortæller, at det tager tid at få implementeret Guardiolas system i en ny klub, fordi ikke alle spillere fra start af forstår at spille på den måde, og det er forklaringen på Guardiolas mindre succesfulde første år i Manchester.

»Otamendi er et godt eksempel. Han var ikke prangende, før Guardiola kom til. Men han er blomstret op efter, at Guardiola kom til, og det viser, at Pep er taktisk snedig og formår at videregive det til sine spillere,« siger Erik Larsen.

Med den spanske managers og Citys 15 sejre i træk siden den 26. august har holdet fået sat hele 45 point ind på tabellen. Og det er faktisk mere, end holdet formåede at samle sammen i hele sæsonen i 1995/1996, 2000/2001, 2003/2004, 2005/2006 og 2006/2007 og også mere, end hvad nogen af de tre nedrykker i Premier League har fået samlet i ligaens historie.

Ikke nok med at sejre og point vælter ind hos Manchester City under Pep Guardiola, så er spillet ifølge mange fodboldkendere og eksperter også blevet langt mere attraktivt siden, at den spanske manager kom til Manchester.

»City spiller noget af det bedste fodbold i Premier League-historien, som jeg har set, nok faktisk det bedste,« siger fodboldekspert Mikkel Bischoff og tilføjer.

»Det er så imponerende måden, de gør det på. De er så kompromisløse og spiller bolden op nedefra med meget fart på i offensiven. Det er ikke bare en pasningsmaskine. De vinder kampe, hvor det ikke helt køre, fordi de bliver ved med at tro på det.  City er det mest underholdende hold i Europa lige nu, og det er helt afgjort Guardiolas ære, hvis de kan holde den kørende over julen, så er de det bedste Premier League hold i historien.«

Og Mikkel Bishoff deler holdning med Erik Larsen.

»Jeg synes, at City spiller flot fodbold. De kan finde ud af at have bolden. Det er ikke kun held, at de vinder så meget, det kommer med hårdt arbejde, og det er netop, hvad Guardiola for holdet til at gøre på træningsbanen, for ellers kan man ikke spille, som de gør. City er blandt de hold, der spiller mest attraktivt bold i verden lige nu,« siger den tidligere fodboldtræner.

Både Erik Larsen og Mikkel Bischoff er enige om, hvor Pep Guardiola har fået sin fodboldopdragelse fra. Og det er fra samme sted som Michael Laudrup, nemlig Johan Cruyff under deres fælles Barcelona-tid.

»Han er vildt dygtig og skiller sig ud i forhold til andre top managers. Han er mere hårdtarbejdende, og spillerne oplever ikke andre managers, der er så godt forberedt. Pep prøver at vinde kampen på den sværeste måde ved at have bolden, fordi det er hans holdning til fodbold. Hvis man ser på Mourinho, så kan man jo sige, at han bare vinder kampene, men han ved ikke, hvad han skal gøre med bolden,« siger Erik Larsen.

Erik Larsen nævner Guardiola som en af de bedste managers i verden, men den tidligere fodboldspiller vil ikke gøre sig til dommer over, om han i virkeligheden er den bedste.

Det vil Mikkel Bischoff til gengæld.

»Hvis Pep får de rigtige spillere til sit hold, så er han den bedste i verden. Han kan forbedre alle spillere, det er Stones og Sterling perfekte eksempler på. Og det kan Pep, fordi han er så detaljeret og intensiv på træningsbanen, han lader ikke spillerne slappe af, selv om de allerede nu næsten har vundet Premier League,« siger den tidligere Manchester City-spiller.

Det store spørgsmål er nu, hvem i alverden kan stoppe Pep Guardiola og hans hold? En dansker får i aften mulighed for det. Manchester City møder Tottenham og Christian Eriksen på Etihad Stadium i en duel, der altså muligvis kan blive det blå Manchester-holds 16. sejre i træk.