4-1-nederlaget til Watford bliver den sidste ydmygelse for Ole Gunnar Solskjær, mener flere eksperter. Alt imens indkalder United til hastemøde omkring nordmandens fremtid klokken 20 lørdag.

Solskjær virkede nok engang i vildrede, da Manchester United blev klædt af på udebane mod Watford. Og selvom Solskjær har hængt på i modvind tidligere, har mange svært ved at se, at han kan overleve denne gang.

Kritikken hagler ned over ham, og sammen med resten af United-holdet blev han buhet af banen af de medrejsende fans.

The Times skriver, at United har indkaldt til et hastemøde i bestyrelsen lørdag aften klokken 20 dansk tid, hvor Solskjærs fremtid skal diskuteres på det virtuelle møde. Meget peger i retningen af en fyring, hvor man gerne ser Zinedine Zidane overtage.

»Det er næsten ufatteligt, hvis han får lov at beholde jobbet nu efter en ny ydmygelse. Helt mørkt for Solskjær,« lyder dommen i hjemlandet Norge fra kommentatoren Øyvind Alsaker.

Foto: IAN KINGTON
Vis mere

Også The Telegraphs Sam Wallace dømmer Solskjær ude.

»Det behøver næsten ikke at blive sagt, at når først de medrejsende fans vender sig imod ham, så er det kun én vej for en United-manager, og det er udgangen,« lyder dommen fra fodboldskribenten.

The Times' Henry Winther ser heller ingen anden vej end en fyring.

'Ingen reel plan eller hjælp fra bænken. Ingen tro blandt spillerne eller tegn på effekt fra træneren. Holdet i en nedadgående kurve. Ole vil altid været en United-legende, men han skal væk nu,' skriver han.

Igennem hele sæsonen har United leveret svingende resultater. Værst gik det, da ærkerivalerne Liverpool ydmygede United på hjemmebane med hele 0-5.

Trods en sejr over Tottenham er holdet ikke kommet på ret køl med nederlag til rivalerne Manchester City, hvor United ikke fik et ben til jorden. Og nu senest mod Watford.

Det er ikke kun eksperterne, der er enige om Solskjærs fremtid.

Blandt andet er bettingfirmaet Paddy Power så overbevist om, at Solskjær er fortid, at man har valgt at udbetale gevinsten på alle væddemål, hvor der er blevet spillet på en fyring af nordmanden.