Kort før nytår gik DBU-direktør Peter Møller ud med en løftet pegefinger og opfordrede til mere ydmyghed omkring landsholdets muligheder for at kvalificere sig til slutrunder.

»Forventningerne er deroppe nu, hvor alle tror, at vi bare kommer med til alle slutrunder, og der siger jeg bare i stilhed, at vi måske skal være lidt mere ydmyge fremadrettet,« sagde Peter Møller til TV 2 Sport.

Den melding blev modtaget med hovedrysten hos B.T.s fodboldeksperter, Jannick Liburd og Emil Berggreen, i podcasten B.T. Fodbold.

»Det er næsten utilgiveligt at komme ud med den energi lige nu. Det er så ringe. Han har lige forlænget med Brian Riemer og vil tage hånd om den forlængelse med Brian Riemer selv i worst case-scenariet,« siger Liburd.

»Men vi har spillere i nogle af verdens bedste klubber lige nu, så vi skal forvente, at Danmark er med til VM, især nå de har udvidet turneringen.«

Han bliver bakket op af Emil Berggreen, der kalder DBU-direktørens udsagn for 'så forkert'.

»Det er de lave forventningers tyranni. Hvordan skal man som dansk landsholdsspiller gå ud med selvtillid for at sige noget, der giver tro på tingene, for nu chefen har sagt, at det er okay at misse slutrunden? Selvfølgelig er ikke okay. 

»Det er en rigtig dårlig udtalelse.« 

Lyt til hele podcasten, hvor der også bliver talt om Amorims fyring i United, Superligaens transfervindue, AFCON og sløj form hos flere landsholdsprofiler.

B.T. Fodbold

I dagens episode runder panelet den dramatiske udvikling i Manchester United, Peter Møllers juleønske til danske fodboldfans, Superligaens transfervindue, AFCON - og den sløje form hos  danske landsholdsprofiler. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Producer: Tristan Wielemann Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen