Med luftfugtigheden indregnet kommer det til at føles som omkring 40 grader, når Norge og England lørdag dyster ved VM i fodbold.

Det er markant mere end i Norges hidtil fem kampe ved slutrunden.

En ny udfordring for holdet, erkender Norges landstræner, Ståle Solbakken, men det er lige for begge hold, mener han.

- Det er fint, at det er Norge mod England, hvor ingen kan sige, at det er en stor fordel eller ulempe for det ene eller det andet hold, siger Solbakken til NRK.

NRK-ekspert Kristoffer Løkberg er uenig. Varmen kan blive en fordel for Norge, mener han.

- Det er et engelsk hold, der godt kan blive lidt tungt og trægt i kampe, hvor tempoet er lavere. Jeg tror slet og ret, at det kan være en fordel for det norske hold, hvis tempoet i kampen falder på grund af varmen, siger Løkberg.

Solbakken medgiver, at holdenes presspil og tempoet i kampen kan blive ofre for varmen.

- Det er jo aldrig særlig klogt at løbe efter bolden hele tiden, hvis det bliver, som det formentlig gør.

- Så vi skal også forsvare os godt. De har jo en Harry Kane og Jude Bellingham i meget god form, siger Solbakken og fastholder, at forudsætningerne bør være ens for begge hold.

Dr. Lee Taylor fra Loughborough University, der er ekspert i eliteudøveres præstationer i høj varme, medgiver over for BBC, at Norge kan have en lille fordel.

Nordmændene har spillet tre kampe med temperaturer omkring 25-26 grader og mod Brasilien i godt 30 grader, mens England kun har spillet mod Panama i omkring 25 grader. Derudover i afkølede forhold under tag og i 18-21 grader i to andre kampe.

Til gengæld har både Englands og Norges træningsbaser været i markant varmere forhold.

- Så vi er ret sikre på, at de spillere er akklimatiserede. De har ikke rigtig kunnet teste det i en kampmæssig sammenhæng, men vi er ikke alt for bekymrede, fordi vi ved, at de har tilpasset sig fysiologisk, siger Lee Taylor.

Han påpeger desuden, at nordmændene på grund af deres kampe i højere temperaturer kan være lidt mere slidte end englænderne.

RITZAU