FC København er i fokus i disse dage.

Selskabet bag klubben, PARKEN Sport & Entertainment A/S, er nemlig i gang med at undersøge mulighederne for et salg af klubben.

Og derfor er der givetvis et presserende spørgsmål på alle danske fodboldfans' læber.

Hvem bliver de nye ejere af hovedstadsklubben?

Netop det spørgsmål har B.T. stillet Jesper Jørgensen, der er partner i Deloitte og sportsøkonom med indgående kendskab til investeringer i og ejerskab af fodboldklubber.

Og fodboldøkonomen er overbevist om, at det ikke bliver danske ejere, der kommer i FC København. 

Erik Skjærbæk (t.v.) og Lars Seier Christensen (t.h.) er storaktionærer i Parken Sport & Entertainment, der ejer FC København. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Jeg er ret overbevist om, at det bliver udenlandske ejere. Jeg kan ikke sådan lige se danske ejere, der kan byde ind. Dels fordi det er så mange penge, og dels fordi, der også skal indfries nogle sportslige og kommercielle ambitioner,« fortæller eksperten og fortsætter:

»Så jeg kigger på udlandet, hvor selvom det bliver den højeste pris nogensinde for en dansk fodboldklub – det er der slet ingen tvivl om – så er det for nogle af de udenlandske kapitalfonde stadigvæk småpenge at investere i en klub som FC København,« siger han uden at ville nævne et konkret tal.

Og klubben fra den danske hovedstad er en spændende mulighed for investorerne, vurderer Jesper Jørgensen.

»FC København er en meget interessant investeringscase. Du kan forklare dit bagland, at du investerer i en fodboldklub, der ligger i Danmarks hovedstad. Og derudover er det en klub, der jævnligt spiller i Champions League eller næsten hvert år deltager i europæiske turneringer«

FC København har deltaget i den fineste europæiske turnering, Champions League, otte gange. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jesper Jørgensen vurderer ikke, at en ejer af en større international klub vil købe FCK og lade klubben indgå som en del af sit eksisterende klubejerskab.

»Det tror jeg ikke, at FC København vil være interesseret i. Hvis det for eksempel var aktionærerne i Liverpool, der købte FC København, så ville FC Københavns mulighed for at spille i Champions League være lig nul,« forklarer sportsøkonomen og fortsætter:

»For du må ikke være i kontrol over to klubber, der spiller i den samme europæiske turnering. Så det vil for FC København være en sportslig begrænsning. Så jeg tænker, at det bliver en køber, hvor FC København bliver førsteviolinen.«

Jesper Jørgensen peger først og fremmest på, at det er amerikanske eller engelske kapitalfonde, der er det mest sandsynligere købere.

Men han ønsker ikke at komme med et konkret bud på en køber, da der er rigtige mange af sådanne kapitalfonde, der investerer i sportens verden.

B.T. Fodbold

I dag skal vi gennemgå en målrig Superligarunde. Vi kigger på Manchester City-sagen i kølvandet på klubbens triumf på Anfield. Vi forventningsafstemmer forud for de danske klubbers europæiske gruppespil. Og så spørger vi, om Brian Riemer har mistet troen på Superligaen? Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd (B.T.s fodboldeksperter) Producere: Frederik Riis-Jacobsen og Emilie Maja Jeppesen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.