B.T. kan i dag afsløre, at Jess Thorup bliver ny FCK-træner. FCK har købt ham fri af belgiske Genk, hvor han ellers kun har været i en måned.

»Jeg nåede bare at tænke, at han nærmest er det perfekte valg,« siger Morten Bruun, der er fodboldekspert hos Discovery Networks, til B.T.

Bruun er overrasket, da han troede, at Thorup var så glad i Belgien, at han ikke var tilgængelig for FCK. Men han lægger ikke skjul på, at Thorup har mange af de kvaliteter, som klubben ønsker sig:

»Man kan sætte kryds ved alle bokse. Det er positivt for FCK med en dansk træner, der har kendskab til ligaen. Han har pondus, da han er et stort trænernavn. FCK skal have et internationalt trænernavn. Han har været U/21-landstræner, træner i FCM, hvor han vandt mesterskabet, trænet to belgiske tophold, og så har han masser af erfaring i europæisk sammenhæng. Jeg vil godt høre begrundelsen fra dem, som eventuelt skulle mene, at det er et dårligt valg.«

Han understreger vigtigheden af, at FCK får et stort navn ind. Klubben har ellers været kædet sammen med blandt andre Jacob Neestrup, der er cheftræner i Viborg og tidligere assistenttræner i netop FCK, men et så uprøvet navn er risikabelt at hive ind som styrmand:

»Det er et stærkt signal af klubben, fordi det har ikke været billigt. De andre navne har ikke et tungt navn med et stærkt cv. Det ville ikke have været et tilstrækkelig stærkt signal at sende. Man må ikke være for overvældet af klubben, og jeg ved ikke, om nogen af de andre navne kunne håndtere det. Thorup er rolig, og med sit cv lader han sig ikke sige hyle ud af den.«

Ifølge B.T.s oplysninger har det kostet klubben mellem fire og fem millioner kroner at købe Jess Thorup fri af Genk, hvor han trådte til for en måneds tid siden. Her skrev han under på treårig aftale med en klub, der var med i Champions League i den seneste sæson, og som købte spillere for knap 150 millioner kroner i sommer. FCK måtte altså til lommerne for at få ham tilbage til Danmark.

Jess Thorup skal løfte en tung arv fra Ståle Solbakken, og han har ingen fortid i FCK. Solbakken hentede godt nok Jess Thorup til norske HamKam, da han trænede klubben i 2005, men ellers er der ikke andre tråde, der kan trækkes mellem FCK og Thorup. Den manglende FCK-dna bliver dog næppe et problem:

»Jeg ved snart ikke, hvad FCK-dna'en er. Er det ikke bare, at man er god til at træne, opfører sig ordentligt og holder eventuelle uenigheder internt? Når Ståle har snakket om det her dna, lyder det, som om det nogle gange tager flere år for folk at finde ud af, hvordan man spiller i FCK. Jeg tror, det er specielt, hvis man kommer direkte fra en mindre danske klub. Men kommer man som Jess Thorup fra en stor belgisk klub, så er det ikke noget problem.«

Ifølge Morten Bruun er det ganske naturligt, at det nu er Jess Thorup, der skal overtage:

»Hvis jeg var Thorup, ville jeg tænke: 'Hvem skulle de ellers ringe til?'«

Jess Thorups første kamp i spidsen for FCK kan meget vel blive mod hans gamle klub FCM. De to hold tørner sammen 8. november.