Torsdag fik Superliga-klubben Brøndby IF tilført 129 millioner kroner i en såkaldt kapitaludvidelse.

Størstedelen af kapitaludvidelsen går til afvikling af gæld, der er blevet konverteret til aktier.

Investeringsøkonom ved Nordnet Per Hansen mener, at Brøndby konverterer gælden til aktier med et bestemt formål:

»Når man har gæld, så skal man betale renter, hvis gælden ikke bliver eftergivet. Sådan er det ikke med aktier. Her håber de, som køber dem, at de kommer til at tjene penge på deres investering.«

Per Hanser mener, at Brøndbys økonomi har været problematisk de sidste 20 år.
Per Hanser mener, at Brøndbys økonomi har været problematisk de sidste 20 år. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Skærer man pengene til gældsafviklingen fra, er der kun 35,9 millioner kroner tilbage. Og Brøndby ved godt, hvad de penge skal bruges på.

Pengene skal blandt andet bruges på en renovering af Sydsiden samt den del af nordtribunen, hvor udeholdets fans befinder sig, når de gæster Brøndby Stadion på Vestegnen.

Per Hansen mener, at tilførelsen af 129 millioner kroner er fornuftig, men han frygter, at det økonomiske resultat bliver, som det plejer:

»Hvis du kigger på de seneste 20 år, så har Brøndbys økonomi været problematisk, og hver eneste gang penge er blevet kastet i klubben, har man troet, at pengene ville blive flere,« siger han og fortsætter:

»Men sandheden er bare, at det ikke lykkes, fordi Brøndbys model ikke egner sig som fodboldforretning. Brøndby har for mange og for faste udgifter i forhold til deres indtægter.«

Størstedelen af de 129 millioner kommer fra Jan Bech Andersen og Torben Bjørn Christensen. De har nemlig konverteret deres tilgodehavender på 93,2 millioner kroner til nye aktier.

Per Hansen siger afsluttende, at indtægterne er alt for varierende i Brøndby, mens udgifterne er meget stabile. Og det er derfor, de må fjerne noget af gælden på denne måde.

Hvis prospektet var blevet fuldtegnet, havde Brøndby fået tilført 156,1 million kroner.