I 1995 scorede han i finalen mod Diego Maradona og Argentina – og nu scorer han fedt på et ejendomssalg i hjembyen Aalborg.

Den tidligere AaB-angriber Peter Rasmussen er i dag ejendomsinvestor og har netop solgt en stor ejendom på en særdeles attraktiv beliggenhed i Aalborg

Det skriver migogaalborg.dk

»Da jeg købte grunden i 2014, syntes jeg, det var et fantastisk sted, og jeg havde store ambitioner for udviklingen. Planen var at lave et hyggeligt Bed & Breakfast, som jeg selv skulle drive,« siger ekslandsholdsspilleren selv til MigogAalborg.

Mediet melder intet om pris.

Handlen af Rundvejen 6A afslutter et par særdeles begivenhedsrige uger for den tidligere bomber.

Han har således netop fulgt sin datter, Louise, der er moderedaktør på Femina, ikke op ad kirkegulvet, men stengulvet, til sit bryllup for nylig.

I bedste 'Den Skaldede Frisør'-stil foregik det i Toscana, Italien, med udsigt til vinmarker.

Selve vielsen forestod en anden prominent, aalborgensisk fodboldpersonlighed, nemlig Søren Kusk, tidligere AaB-træner og nuværende byrådsmedlem (S) i Aalborg.

I sin karriere dannede han en drabelig duo med Erik Bo Andersen, da AaB vandt sit første mesterskab i 1995. Det bragte ham også på landsholdet, hvor han nåede 13 kampe og det omtalte mål i 'Mini VM'-finalen ved King Fahd Cup i 1995.

Peter Rasmussen nåede også forbi Stuttgart og Viborg i sin spillerkarriere.
Peter Rasmussen nåede også forbi Stuttgart og Viborg i sin spillerkarriere. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Siden karrierestoppet i 1999 har Peter Rasmussen opbygget en mindre ejendomsportefølje af forskellig art, blandt andet otte rækkehuse uden for Aalborg.

For år tilbage købte han også Thy Sportsefterskole. Først var lokalerne tiltænkt den kontroversielle, radikale forkynder Torben Søndergaard og hans The Last Reformation.

Men TV 2s omtale af bevægelsen ændrede dog planerne til i stedet en kristen idrætshøjskole. For små ti år siden købte Peter Rasmussen også Jesus Hotellet i Aalborg og stillede ligeledes det til rådighed for Torben Søndergaard.

Peter Rasmussen har nemlig fortalt, at han havde en stærk religiøs oplevelse, da han oplevede voldsomme og vedvarende hoftesmerter pludselig forsvinde efter en bøn.