Den karismatiske italiener Carlo Ancelotti, som trænede Ronaldo i Real Madrid med stor succes, giver nu sin vurdering af, hvordan den portugisiske verdensstjerne fungerer bedst. Det sker i hans klumme for det kinesiske sportsmagasin SINA Sports.

Italieneren fortæller i klummen, at Ronaldo ikke fungerer som på center forward-positionen, han er nemlig ikke så god med ryggen til mål.

»Han foretrækker at finde pladsen på fløjen og angribe med front mod modstanderens mål. Cristiano kan altid finde pladsen, fordi han kan rykke i de små områder på banen,« siger Ancelotti blandt andet om Ronaldo.

I klummen forklarer Ancelotti også kort om, hvordan han brugte Ronaldo i Real Madrids 4-3-3 formation. Det var her, han fandt ud af, at Ronaldo behøvede frihed for at fungere bedst.

»Sommetider kunne Cristiano skifte position fra venstre fløj til højre fløj eller sågar som playmaker. Cristiano skal have total frihed, så han kan tro på, hvad han gør. At give Ronaldo frihed i angrebet er positivt, fordi det gør ham endnu mere uberegnelig,« siger Ancelotti om Ronaldo.

Ancelotti sparer i det hele taget ikke på roserne, når det kommer til portugiseren.

»Han er en af de bedste fodboldspillere i historien. Han er den bedste angriber i historien. Jeg har aldrig trænet en bedre spiller end ham,« siger Ancelotti om Cristiano Ronaldo.

Carlo Ancelotti er i øjeblikket uden trænerjob, men overtager trænersædet i Bayern München, når Pep Guardiola til sommer skifter fra de tyske mestre til Manchester City.