Nicki Bille følte sig muligvis inspireret.

I hvert fald kunne angriberen finde kendte ansigter på tribunen, da han i weekenden debuterede for sin nye polske klub, Lech Poznan. Blandt andet sad hans eks-kæreste Maja Krag dér, da han lagde ud med en scoring.

Det viser Nicki Bille selv på Instagram, hvor de to optræder sammen. De var kærester indtil begyndelsen af marts 2014.

»Jeg er så glad for at have mine nærmeste her i Poznan til min første kamp. Tak for at dele dette store øjeblik med mig,« lyder det fra Nicki Bille.

Ud af billedets tekst kan man læse, at også Nicki Billes mellemmand, Alan Hvedehave, var med på tribunen sammen med den tidligere fodboldspiller Mikkel Beckmann. Samt to veninder.

Maja Krag har også lagt billedet op på sin Instagram-profil med ordene ‘Så stolt af den mand.’

Nicki Bille er efter eget udsagn single for tiden, efter at han i efteråret sidste år brød med fotomodellen Lykke May, som han boede sammen med i Esbjerg.

Det brud har han for nylig fortalt om til BT.dk:

»Nu er jeg single, jeg har ikke nogen kæreste, som jeg skal tage mig af. Nu sagde jeg, at jeg var ked af det på et tidspunkt, men nu er jeg den mest lykkelige mand. Det bedste, der er sket for mig, er, at Lykke og jeg ikke er sammen. Det er det virkelig. Hun var ikke god for mig. Nu er jeg alene og kan fokusere udelukkende på fodbold. Jeg kan blive i klubben og træne ekstra. Jeg kan lære sproget, og jeg kan bruge min tid på at koncentrere mig om at spille fodbold. Jeg skal ikke tænke på, at jeg skal skynde mig hjem, fordi der er en dame derhjemme, der måske keder sig.«

Den tilgang har åbenbart virket. Nicki Bille scorede altså i sin debut for Lech Poznan i weekenden.

Et mål man også kan se på angriberens Instagram-profil:

Efterfølgende sagde Nicki Bille følgende om sin succesrige første kamp for det polske hold til klubbens hjemmeside: »Det var en drømmedebut. Jeg scorede, men det vigtigste var sejren. Vi arbejdede godt, og jeg er imponeret over atmosfæren på stadion og måden, vi spillede på. Det var en fantastisk følelse at spille på stadionet, og jeg kan slet ikke vente til den næste kamp.«