Som om Liverpools lørdag ikke var slem nok i forvejen med det syngende nederlag til Manchester City, så blev den endnu værre efter kampen.

Manchester City havde banket Liverpool med 4-1, men spillerne fik ikke længe til at bearbejde ydmygelsen, før de fik et nyt chok.

For på vej ud af Manchester blev Liverpool-bussen angrebet.

Det skriver The Sun, mens Manchester City har fordømt hændelsen. Liverpool har endnu ikke reageret offentligt.

Det var en bus som denne, der blev angrebet. Her er den foran Brentfords stadion tidligere i år. Arkivfoto.
Det var en bus som denne, der blev angrebet. Her er den foran Brentfords stadion tidligere i år. Arkivfoto. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Ifølge mediet var alle spillerne ombord på bussen, da et objekt blev kastet mod bussen, der tog skade.

De skandaløse scener fandt sted i et beboelsesområde, og politiet efterforsker nu episoden.

»Manchester City er blevet gjort opmærksom på, at Liverpools bus har taget skade på vejen hjem efter dagens kamp,« skriver Manchester-klubben på sin hjemmeside.

»Episoder som denne er totalt uacceptable, og vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger fra de ansvarlige individer.«

»Vi støtter politiet i Manchester på alle de måder, vi kan.«

Manchester City tager også kraftigt afstand fra de slagsange, som klubbens fans rettede mod Liverpool-fansene i kampen, hvor der var klasseforskel på de to hold på banen.