Den tidligere Arsenal-spiller John 'Faxe' Jensen forudser, at der vil være mange bejlere til det ledige manager-sæde hos Arsenal, når Arsene Wenger forlader klubben til sommer efter 22 år på posten.

Fredag meddelte franske Arsene Wenger, at han stopper som manager hos engelske Arsenal, når denne sæson slutter.

Managerens afsked kaster nu klubben ud i en usikker periode, hvor Arsenal skal finde den person, der kan føre holdet videre efter to årtier med Arsene Wenger ved roret.

Nogle Arsenal-fans vil mene, at det var på tide for Arsene Wenger at sende stafetten videre. Andre frygter nok, hvad der nu kommer til at ske med London-klubben.

John 'Faxe' Jensen forventer dog, at Arsenal får rigeligt med kandidater at vælge imellem.

»Jeg tror nu, at der er mange trænere, som gerne vil have jobbet på nuværende tidspunkt. Det er en storklub, så det er et job, mange managers ville tage, hvis de fik muligheden,« siger John 'Faxe' Jensen til BT.

 
Arsene Wenger har sammen med Arsenal valgt at ophæve samarbejdet efter denne sæson. Det har været nogle hårde år for Arsenal de seneste sæsoner, men sådan har det ikke altid været. Her er et tilbageblik på den legendariske sæson, hvor Arsenal gik ubesejret igennem en hel sæson.
Vis mere

John 'Faxe' Jensen afholder sig fra at byde ind med mulige kandidater til Arsenal-jobbet, men i engelske medier blev navne som spanske Luis Enrique nævnt. Men også den forhenværende Liverpool- og nu Celtic-manager Brendan Rodgers blev bragt i spil.

'Faxe' nåede aldrig selv at spille under Arsene Wenger, der kom til Arsenal i 1996 - tre måneder efter danskeren havde forladt klubben.

John 'Faxe' Jensen stiller sig ikke nødvendigvis i koret af dem, der glæder sig over, at der nu venter nye tider i Arsenal. Samtidig erkender han, at klubben har været for langt fra mesterskabet de seneste år.

»Arsene Wenger har gjort det fantastisk i klubben gennem 22 år med tre mesterskaber, syv sejre i FA Cuppen og med at have kvalificeret Arsenal til Champions League 20 gange i træk. Han har kvaliteter, det er der ingen tvivl om,« siger John 'Faxe' Jensen og fortsætter:

»På den anden side har der været nogle sæsoner på det seneste, hvor klubben har været langt fra mesterskabet. I seneste sæson vandt han så FA Cuppen, og det var med til at forlænge hans ophold i Arsenal. Det er ikke gået så godt i denne sæson i Premier League, og jeg tror, at det er første gang nogensinde, at han har lidt så mange nederlag. Det eneste, han kan nå at vinde, er Europa League, og det håber virkelig for ham, at han kan slutte af med at vinde,« siger John 'Faxe' Jensen.

Det var fredag formiddag, at nyheden om Arsene Wengers beslutning om at stoppe i Arsenal, ramte offentligheden. I en pressemeddelelse sagde franskmanden følgende om sin beslutning.

»Efter nøje overvejelser og samtaler med klubben føler jeg, at det er den rette tid for mig til at træde tilbage efter sæsonen. Jeg er taknemmelig for at have fået lov til arbejde i klubben i så mange mindeværdige år,« lød det fra Arsene Wenger og tilføjede:

»Jeg vil gerne takke staben, spillerne, direktørerne og de tilhængere, der gør klubben så speciel. Jeg opfordrer tilhængerne til at så bag holdet, å vi kan slutte sæsonen så godt som muligt.«

Arsenal ligger i øjeblikket nummer seks i Premier League og ser for andet år i træk ud til at misse Champions League-pladserne.