Cristiano Ronaldos brand har allerede lidt et knæk efter anklagerne om, at den portugisiske fodboldspiller har voldtaget en amerikansk kvinde tilbage i 2009.

Sådan lyder det fra sponsorekspert og direktør i SponsorPeople Thomas Badura.

»Brandet Cristiano Ronaldo er blevet svækket allerede nu. Og det vil sige, at potentielle sponsorer kan finde på at springe fra eller vente med at lave noget, og så kan det også være, at eksisterende partnere genovervejer, om de skal fortsætte med at bruge ham som brand,« siger direktøren til B.T.

Det var det tyske medie Der Spiegel, der i slutningen af september kunne bringe historien, hvor den amerikanske kvinde Kathryn Mayorga stod frem og fortalte, at fodboldspilleren tilbage i 2009 voldtog hende på et hotelværelse i Las Vegas.

Cristiano Ronaldo er stadig populær i bybilledet. Her i Milano.
Cristiano Ronaldo er stadig populær i bybilledet. Her i Milano. Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Siden har Cristiano Ronaldo selv afvist alle anklager på sin Twitter-profil, mens hans advokat også har kaldt sagen for 'det pure opspind'.

Efter anklagerne kom frem, har Cristiano Ronaldos sponsor Nike været ude og fortælle om deres bekymring, ligesom det danske firma JBS over for B.T. også har kommenteret på anklagerne.

Og spørger man direktør i SponsorPeople Thomas Badura, vil hele sagen ende med at få konsekvenser for brandet Cristiano Ronaldo.

»Det er ikke sikkert, at man vil se en økonomisk konsekvens på den korte bane, men der vil det med meget stor sandsynlighed få, hvis vi kigger et til tre år frem afhængigt af, hvordan sagen udvikler sig,« siger han.

Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Thomas Badura oplyser samtidig, hvordan omtalen af Cristiano Ronaldo på de sociale medier i ugen efter skandalen kontra ugen inden var steget med hele 67 procent, mens den negative omtale steg var steget med hele 282 procent.

»Det er ret voldsomme tal, og det er også interessant, at man kan gå ind og komme med konkrete tal for, hvordan den her sag har påvirket omtalen,« siger han.

Ifølge direktøren kan man samtidig drage nogle paralleller til Tiger Woods' skandalesag, hvor han var sin kone utro med et hav af kvinder, selvom Cristiano Ronaldos sag er af en noget mere alvorlig karakter.

»Det blev estimeret, at Tiger Woods gik glip af lidt over 100 millioner kroner i tabte sponsoraftaler på grund af sine eskapader, og kigger vi på Cristiano Ronaldo, så kan det her godt ende med, at det tal vil være noget højere afhængigt af sagens udfald.«

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

I 2016 underskrev Nike og Ronaldo en 'livstidskontrakt', der ifølge finansmagasinet Forbes vil indbringe Ronaldo 24 millioner dollar om året svarende til cirka 155 millioner kroner.

Efter anklagerne er kommet frem, er Cristiano Ronaldo blevet ramt af en ny voldtægtsanklage. Det kan du læse mere om her.

Også Ronaldos klub, Juventus, er kommet i modvind, efter de støttede op om stjerneangriberen.

Senest har politiet i Las Vegas også oplyst, at de vil afhøre den portugisiske verdensstjerne.