Der har været enormt stille fra Mason Greenwood i lang tid.
Faktisk har fodboldspilleren ikke delt noget på de sociale medier i 18 måneder – men nu har han givet lyd fra sig.
'11.07.23', lyder den korte tekst til et opslag, der viser, at han og kæresten Harriet Robson er blevet forældre for første gang.
I sidste weekend blev der desuden holdt babyshower for både Mason Greenwood og kæresten.
Greenwood er på kontrakt med Manchester United, men han er i øjeblikket suspenderet.
I januar 2022 blev han fængslet, da han blev sigtet for voldtægt og fysisk vold mod sin kæreste, der delte et billede af sit blodige ansigt, samt en lydfil hvori man kunne høre en mand kræve, at hun havde sex med ham.
Opslaget blev slettet kort tid efter, men det var allerede blevet delt tusindvis af gange.
Da sagen blev kendt i offentligheden, valgte Manchester United at fjerne al merchandise med Mason Greenwood fra klubbens hjemmeside.
Den 21-årige Manchester United-spillers sponsor, Nike, valgte også at suspendere deres aftale med englænderen.
Også spilgiganten EA Sports valgte at handle prompte i sagen. De har helt fjernet Mason Greenwood fra det populære FIFA 22 og FIFA 23-spil.
I februar 2023 kom det så frem, at anklagerne mod fodboldspilleren var blevet droppet, og få uger efter kom det frem, at han og kæresten ventede deres første barn.
»I betragtning af den store mediedækning af denne sag, er det kun rimeligt, at vi deler nyheden om, at den 21-årige mand, som blev anholdt og sigtet i forbindelse med en efterforskning, der blev åbnet i januar 2022, ikke længere er retsforfulgt for dette,« lød det fra politiinspektør Michaela Kerr fra Greater Manchester Police.