Det gik voldsomt for sig torsdag aften, da Nice og FC Köln skulle møde hinanden i Conference League.

Hele 32 personer blev såret under balladen, heriblandt ni fra politiet. Det skriver RMC Sport.

Der udbrød slåskampe på tribunerne inden opgøret, hvilket betød, at kampstart blev udskudt med knap en time. Balladen startede, da en gruppe tyske fans angiveligt opsøgte hjemmeholdets fanafsnit, og det endte voldeligt.

En blev stukket med en kniv, der blev kastet med røgbomber, borde og stole fra begge sider, og helt galt gik det for en fransk fan, der fløj ud over kanten på tribunen.

»Manden faldt fem meter ned mellem første og andet niveau på stadion. Ulykken skete efter hændelsen på stadion,« fortalte en medarbejder fra stadion, Benoit Huber, til AFP torsdag aften.

Seneste nyt er, at manden har pådraget sig voldsomme skader, men han er ifølge RMC ikke i livsfare. Han er dog fortsat indlagt på hospitalet, lyder meldingen fredag morgen.

Politiet, der var voldsomt underbemandet, måtte bruge tåregas for at neutralisere de voldsomme tilhængere.

Begge holdets anførere var ude og mane til besindighed hos deres fans, så kampen kunne gennemføres.

Kampen mellem Nice og FC Köln endte 1-1.