Ekstraordinært, mageløst, mind blowing.
Roserne vælter ned over Thomas Frank efter en eventyrlig første sæson i spidsen for Brentford i verdens vildeste stjerneliga, Premier League.
Scroller man ned over de største engelske mediers tilbageblik og domme over Premier League-sæsonen, som netop er afsluttet, så er der ingen tvivl om, at den danske træner har sat sit store præg på sæsonen.
»Det arbejde, Frank har lavet med Brentford i denne sæson, er mind blowing,« skriver Charlotte Marsh fra Sky Sports eksempelvis og suppleres af Daily Mail, som giver Frank topkarakteren 'A' for sin indsats på træningsbanen og på sidelinjen.
'Det er imponerende, at Brentford er forblevet tro med sig selv og Franks måde at spille på med den samme høje intensitet, som de viste i Championship,' skriver avisen.
I England er fans og eksperter imponerede over, at det lykkedes den tidligere Brøndby-træner at styre miniputterne fra Brentford med ligaens mindste budget ud af nedrykningsfare.
Faktisk endte den lille London-klub på 13.-pladsen i ligaen, hvilket også har kastet en nominering som årets manager af sig side om side med stjernetrænere som Pep Guardiola og Jürgen Klopp.
'Den eneste manager, der foruden Klopp og Pep kan kaldes en ubetinget succes i denne sæson, er Thomas Frank,' skriver The Guardian, som fremhæver, at danskeren også spillede en meget vigtig rolle i at lokke Christian Eriksen til klubben, hvilket har været med til at løfte holdet.
'Mange havde forventet, at Brentford ville rykke ud med et brag, men vi tog alle fejl. Franks vidunderlige mandskab har været et frisk pust i Premier League,' skriver David Richardson hos Sky Sports.