Et sandt familiedrama udspillede sig i Frankrig tidligere i år, da Mathias Pogba blev sigtet og fængslet i en sag om afpresning af sin bror, den franske landsholdsspiller Paul Pogba.

Nu er der nyt i den dramatiske sag, for stjernespillerens 32-årige storebror er blevet løsladt efter tre måneder i fængsel.

Det skriver de franske medier Le Parisien og RMC Sport.

Ifølge Le Parisien anmodede Mathias Pogba allerede efter to uger bag tremmer om at blive løsladt.

Mathias Pogba (til venstre) er løsladt fra fængslet.
Mathias Pogba (til venstre) er løsladt fra fængslet. Foto: GUILLAUME SOUVANT
Vis mere

Dengang blev ønsket afvist, men nu kan han altså forlade fængslet, selvom han stadig er sigtet i sagen.

Han er desuden underlagt en række restriktioner.

Storebror Pogba må ikke tage kontakt til sin lillebror Paul, deres mor Yeo Moriba eller sagens andre sigtede.

Han må heller ikke forlade Frankrig eller bruge de sociale medier.

Mathias Pogba og en række barndomsvenner er sigtet for at ville afpresse Juventus-spilleren for knap 100 millioner kroner.

Det vilde familiedrama eksploderede i august, da Mathias Pogba sendte en video ud på de sociale medier, hvor han fortalte, at han snart ville komme med 'store afsløringer' omkring sin bror, Paul Pogba.

Du kan læse meget mere om den vilde sag HER og HER.