Det vakte stor opmærksomhed verden over, da det kom frem, at den kvindelige Paris Saint-German-spiller Aminata Diallo var blevet varetægtsfængslet – mistænkt for et overfald på sin holdkammerat Kheira Hamraoui 4. november.

Ja, faktisk har hele optrinnet de seneste to måneder blevet ved med at fylde i alverdens medier. Selvom setuppet i historien ændrede sig undervejs, da det viste sig, at Aminata Diallo angivelig ikke var kvinden bag overfaldet. I stedet blev Barcelona-legenden Eric Abidal involveret, for det ikke skal være løgn.

Her to måneder efter sagaen begyndte, har de to kvinder ikke været i kamp for deres franske klub. Men det er angivelig slut nu.

Den franske avis L'ÉQUIPE skriver nemlig, at begge kvinder er tilbage i kamptruppen i søndagens cupkamp mod Dijon.

Kheira Hamraouis ben fik en hård medfart.
Kheira Hamraouis ben fik en hård medfart. Politifoto

Selvom de begge er tilbage på grønsværen, er sagen uden for kridtstregerne slet ikke færdig.

Diallo, der i første omgang blev fjernet som mistænkt for at være hovedpersonen bag, er stadig mistænkt for at være involveret i overfaldet.

Angivelig var hun chaufføren i den bil, der stoppede Kheira Hamraoui 4. november, hvor to mænd overfaldt Hamraoui med en jernstang.

Med en retssag i gang, hvor de to parter er på hver sin side, skal de to holdkammerater se, om de kan finde melodien sammen på fodboldbanen. Første gang søndag klokken 14.30.