Allan Ravn fratræder som direktør i Fremad Amager.1. Divisionsklubben oplyser, at Ravn træder tilbage som direktør i klubben.

I april tog den tidligere Brøndby-profil tre måneders orlov fra sit job.

Det skyldtes, at han skulle samle kræfter efter en kaotisk tid, hvor han havde kæmpet for at holde Fremad Amager fri af konkurs.

Fremad Amager blev i foråret reddet fra en konkurs, da det amagerkanske elselskab Velkommen A/S overtog klubben fra de nu tidligere amerikanske ejere, der blandt andet havde svindeldomme på cv'et.

Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Allan Ravn kalder sine to år i klubben for 'fantastisk' og 'hektisk'.

»Tiden er kommet til at give depechen videre og prioritere mit arbejdsliv anderledes, hvilket er det rigtige for mig personligt og ligeledes for ejerkredsen, som herfra skal sætte deres præg på fodboldklubben.

»I en periode på to år i sådan en type virksomhed, formår man at komme tæt på rigtig mange mennesker. Der er mange at takke for både opbakning og samarbejde undervejs i en tid, hvor covid-19, tre forskellige ejere og en truende konkurs satte sit præg,« siger Allan Ravn.

I orlovsperioden har der været samtaler mellem Allan Ravn og ejerkredsen, og her er det nu besluttet at stoppe samarbejdet.

Ejerkredsen valgte i Allan Ravns orlovsperiode at omstrukturere virksomheden. Det betød, at Lars Hein, den ene af de fire ejere, blev involveret i højere grad i hverdagen som ansvarlig i den kommercielle afdeling.

»Vi har drøftet fremtiden med Allan, i henhold til Fremad Amager, og respekterer hans ønske om at prioritere arbejdslivet anderledes. For nu, fastholder vi strukturen, hvor jeg er ansvarlig i henhold til den kommercielle del og Gaxe (Jacob "Gaxe" Gregersen, red.) som ansvarlig i den sportslige afdeling,« siger Lars Hein.

Allan Ravn fortsætter som rådgivende konsulent for ejerkredsen i tiden fremover, oplyser Lars Hein.