»Hvad? Hvordan kan du overhovedet sige det?«

Sådan lød reaktionen fra tv-vært på CBS' fodbolddækning, Kate Abdo, efter en upassende kommentar fra Jamie Carragher, som er fast ekspert på den amerikanske tv-kanal, hvor danske Peter Schmeichel også er tilknyttet.

I forbindelse med Arsenals Champions League-kamp mod Porto fik Carragher, i hvad der nok var ment som en joke, kaldt Abdo illoyal over for sin partner, den tidligere professionelle bokser Malik Scott.

»Loyal over for hvem? I hvert fald ikke Malik,« lød kommentaren fra Carragher, der ifølge Daily Mail affødte en lang akavet stilhed, inden Abdo fandt frem til det førnævnte modsvar.

Nu reagerer Malik Scott så på replikken fra Liverpool-legenden, som han ikke mener formåede at læse rummet godt nok.

»Jeg tænkte, at Jamie bare var sig selv. Nogle gange tænker han ikke, før han taler og er ikke så god til at læse rummet. Han kan nogle gange godt lave sarkastiske jokes, der går over grænsen,« siger han til Daily Mail.

Malik Scott (til højre) er nu træner for boksestjernen Deontay Wilders (til venstre).
Malik Scott (til højre) er nu træner for boksestjernen Deontay Wilders (til venstre). Foto: Foto: Robyn Beck/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Når alt kommer til alt, er det dog ikke en kommentar, der på nogen måde har skabt røre i forholdet mellem den populære tv-vært og den tidligere bokser.

»Jeg har dog ikke taget det personligt. Det er ikke noget, vi har taget med hjem. Det var virkelig ingenting, men i sådanne situationer er min bekymring mere på Kate og hendes følelser,« siger han og fortsætter:

»Jeg er meget forelsket i hende, men da jeg så, hvordan hun håndterede det, diskuterede vi det, og det var det.«

Han kommer dog med en advarsel til Carragher. For hvis de sarkastiske replikker og dårlige jokes om deres forhold fortsætter, tøver han ikke med at tage kontakt til den mangeårige Liverpool-stopper.

»Hvis Kate bliver ked af det, så er det en stor ting for mig, og jeg kommer til at give ham et kald, og hvis ikke han tager den, så tropper jeg fysisk op, så vi kan snakke som mænd – så det er ikke noget, man bør blive ved med at gøre,« fortæller han ifølge Daily Mail.

Luften skulle dog være renset mellem Carragher og Abdo efter episoden, da Liverpool-koryfæet skulle have undskyldt til både Abdo personligt og til holdet bag tv-transmissionen af Champions League-braget, som Arsenal endte med at spille sig videre fra efter straffesparkskonkurrence.