De udgjorde sammen i flere år målmandsduoen i Juventus.

Og nu mindes keeperlegenden, Gianluigi Buffon, sin tidligere holdkammerat, afdøde Alexander Manninger, i et gribende opslag. 

Torsdag morgen blev den 48-årige Alexander Manninger dræbt i en ulykke ved en jernbaneoverskæring i østrigske Nußdorf.

Hans VW-minivan blev ramt af et lokaltog fra Salzburg. 

Han efterlader sig en kone og to små børn.

Gianluigi Buffon skriver på Instagram:

'Kære Alex, ethvert ord er overflødigt. Hver tåre ville blot være endnu en tåre over tabet af en ven og et menneske, som jeg altid har beundret. Du valgte at forblive uafhængig af fodboldverdenens greb og søge din lykke i de enkle ting: et sundt liv i skoven, fiskeri, naturen, familien. Det var dit livsmotto.'

'I en verden, hvor alle stræber efter magt, karriere og let fortjeneste, har du altid krævet din frihed og er forblevet oprejst – med stolthed som et menneske, der ved, hvad han vil. Du havde styrken til at tage afstand fra alt det og se på os med dit skæve smil, som om du ville sige: ’I er alle sammen skøre, I får mig aldrig.‘ Jeg håber – nej, jeg er sikker på – at du deroppefra fortsat vil ledsage dine vidunderlige børn og din unge kone.'

Manninger og Buffon spillede sammen i fire år i Juventus. 

Den østrigske keeper var også med til at vinde både mesterskab og pokal for den engelske storklub Arsenal i sæsonen 1997/98.