Sønderjyskes sportsdirektør Esben Hansen stopper efter to år i klubben.
Det oplyser sønderjyderne i en pressemeddelelse.
Samarbejdet afsluttes, når Hansens kontrakt udløber 30. november.
Ifølge parterne er årsagen, at man ikke har kunnet blive enige om en forlængelse.
»Vi er i fælles forståelse nået frem til den konklusion, at vi ikke når til enighed om betingelserne for en forlængelse af samarbejdet, når kontrakten udløber, og derfor siger vi nu tak for denne gang til hinanden,« siger Markus Kristoffer Hansen, direktør i Sønderjyske Fodbold.
Esben Hansen stemmer i omkring betingelserne for det ophørte samarbejde.
»Vi kunne ikke nå til enighed om en kontraktforlængelse, og det er et helt fair vilkår, som jeg accepterer, og vi skilles i bedste ånd,« siger Hansen i pressemeddelelsen.
1. divisionsklubben oplyser, at man har en afløser på plads, inden Hansen er ude af vagten.
Sønderjyske er i øjeblikket på andenpladsen i den næstbedste række og ligger lunt til et Superliga-comeback.