Den norske verdensstjerne Erling Haaland tager ingen chancer.

Målmageren skal føle sig tryg i hjembyen Manchester, og når han rejser rundt i verden.

Derfor har Haaland og hans team øget sikkerheden omkring ham for at holde kriminelle væk fra superstjernen.

Det skriver VG.

Den øgede sikkerhed omkring Erling Haaland kommer i kølvandet på utallige hændelser de seneste år, hvor professionelle fodboldspillere er blevet udsat for indbrud eller overfald.

Særligt Manchester har været hårdt ramt.

Haalands Manchester City-holdkammerat João Cancelo blev i december 2021 overfaldet af fire mænd i sit eget hjem.

I januar i år, mens Manchester United og Victor Lindelöf kæmpede om tre point på banen, måtte svenskerens kone og to børn låse sig inde i et rum i hjemmet, mens indbrudstyve hærgede hjemmet.

Kun få måneder senere blev også Manchester United-spillerne Paul Pogba og Tahith Chong offer for den bølge af indbrud og overfald, der har ramt professionelle fodboldspillere i Manchester.

Til VG siger sikkerhedsekspert Alex Bomberg, at kriminelle ofte overvåger stjernernes boliger i lang tid, inden de slår til.

»Sikkerheden for fodboldspillere over hele Europa er et massivt problem. De står overfor en stor risiko,« siger han.

Mere end 80 af Europas bedste fodboldspillere har været udsat for indbrud i hjemmet i løbet af de sidste 15 år ifølge Vice World News.