Den faste kontrakt til Ole Gunnar Solskjær vækker glæde hos Manchester Uniteds fans.

Og det samme gælder tidligere klubikoner, hvor flere er røget til tasterne, efter nyheden kom torsdag formiddag.

Blandt dem er Gary Neville, der på Twitter giver udtryk for, at han ikke regnede med, at Solskjær ville få en permanent kontrakt, da han tog over i december.

'Jeg er glad på Oles vegne. Jeg troede ikke, det her ville ske, da han blev udpeget. Dog har resultaterne og indstillingen i klubben været fantastiske, siden han kom, og han fortjener det,' skriver Gary Neville.

Han kommer dog også med en klar besked i sit opslag, som han har delt med sine mange følgere.

'Nu skal han have støtte på transfermarkedet, når det kommer til det finansielle og de rigtige ressourcer,' skriver Gary Neville.

Også Rio Ferdinand har kommenteret nyheden.

'Jaaaa, Ole har endelig styringen. Jeg håber, takken til mig er på vej,' skriver en kæk Rio Ferdinand, der før har sagt, han var sikker på, jobbet ville gå til netop Solskjær. Neville og Ferdinand er dog ikke de eneste Manchester United-legender, der har kommenteret ansættelsen. Det samme har Peter Schmeichel på både Instagram og Twitter.

Ole Gunnar Solskjær har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Manchester United, som han overtog, da Jose Mourinho blev fyret i december.

»Det her er jobbet, jeg altid har drømt om, og jeg er så glad for at have fået muligheden for at lede klubben på længere sigt og forhåbentlig fortsætte den succes, vores fans fortjener,« siger Solskjær torsdag til klubbens hjemmeside.

Han understreger, at det var en ære at spille i klubben, og nu er det også en stor ære for ham at få lov til at træne den.

»Fra første dag jeg kom, har jeg følt mig hjemme i denne særlige klub,« siger Ole Gunnar Solskjær.