Horsens. AC Horsens og AGF spillede tirsdag aften 1-1 på Casa Arena i Horsens. Kampen vil nok mest blive husket for det kraftige snevejr, som havde sat sit tydelige præg på grønsværen i det østjyske.

Op til kampen var dommer Sandi Putros ude og vurdere, om det var forsvarligt at spille fodbold på banen, og kampens dommer gav grønt lys.

Hos AGF er man lidt i tvivl om, hvorvidt det var forsvarligt at spille kampen.

»Jeg synes, at den lå lige på grænsen. Hvis banen er hård, så synes jeg ikke, at man skal spille på den, og der var nogle steder, hvor den var hård, og der var klumper af is,« siger målscorer Jens Stage.

AGFs cheftræner, David Nielsen, er enig i Stages vurdering af banen i Horsens.

»Banen var lige til grænsen, men det bruger vi ikke så meget tid på lige nu.«

»Det, der er vigtigt for mig, når man vælger at spille på sådan en bane, er, om der opstår nogle situationer, som normalt ikke opstår. Det kan være farlige situationer, som når spillere glider ind i hinanden,« siger David Nielsen.

Hos AGF's modstander delte man dog ikke helt samme holdning til banen. Horsens' midtbanemotor Simon Okosun følte ikke, at banen var til fare for spillernes sikkerhed, selv om den ikke var optimal.

»Jeg synes ikke, at der var noget problem i at spille på banen. Jeg føler ikke, at banen var så glat, så jeg synes ikke, at banen var til fare for spillernes sikkerhed.«

»Hvis man skøjter rundt og ikke kan stå fast, så er den farlig, men det synes jeg ikke, var noget problem i dag,« siger Simon Okosun.

/ritzau/