Cirka fire minutter.

Det var så lang tid, søndagens kamp mellem Lyon og Marseille var i gang i Frankrig, inden den blev afbrudt.

Det skyldtes, at Marseille-stjernen Dimitri Payet blev ramt af en fyldt vandflaske, da han skulle tage et hjørnespark.

Nu har tilskueren, som kastede genstanden, så fået sin straf. Den lyder på betinget fængsel i seks måneder. Det skriver Aftonbladet.

Foto: PHILIPPE DESMAZES
Vis mere

Den unavngivne person modtog sin straf i retten, hvor han fortalte, at han kastede vandflasken for at presse 34-årige Dimitri Payet – ikke for at ramme ham.

Ud over fængselsstraffen må fodboldfanen heller ikke se fodbold direkte på stadioner i Frankrig i de kommende fem år.

Det er dog ikke kun afsenderen af vandflasken, som er blevet straffet efter søndagens skandalescener. Det er Lyon ligeledes.

Den Franske Ligaforening (LFP) meldte således mandag, at storklubben skal spille for tomme tribuner, mens episoden granskes

De usædvanlige scener har naturligvis fået mange kritiske bemærkninger med på vejen. Eksempelvis fra Thierry Henry.

»Igen ser vi en kamp, som bliver afbrudt af idioter,« lød det fra den tidligere Arsenal- og FC Barcelona-spiller efterfølgende.

Ligue 1-kampen blev i første omgang suspenderet, men efter to timer valgte søndagens dommer ikke at genoptage opgøret.