Luis Rubiales trækker sig som præsident for Det Spanske Fodboldforbund (RFEF).

Det sker, efter han kyssede den spanske spiller Jennifer Hermoso på munden efter VM-finalen og modtog massiv kritik for det.

Det er Luis Rubiales selv, der har delt nyheden i et interview med Piers Morgan.

»Jeg elsker mine døtre så højt, og de elsker mig så højt (...). Jeg kan ikke fortsætte mit arbejde,« siger han, da han bliver spurgt til situationen og det faktum, at han selv har døtre.

Han fortæller, at beslutningen er taget efter flere snakke, han har haft med både sin far men også døtrene. 

Det var den 20. august, det omtalte kys fandt sted, i kølvandet på at Spanien havde vundet verdensmesterskabet. 

Da den nykårede spanske guldvinder Jennifer Hermoso skulle modtage sin medalje, fik hun også et kys af den nu tidligere præsident. 

Luis Rubiales undskyldte efterfølgende, men han slog i første omgang også fast, at han ikke ønskede at trække sig. 

Spaniens fodboldforbund har efterfølgende undskyldt for præsidentens opførsel, og den 6. september kunne anklagemyndigheden i sagen mod Rubiales oplyse, at Jennifer Hermoso havde anmeldt episoden. 

Flere ministre i den spanske regering har også krævet Rubiales' afgang. 

Hermoso og yderligere 80 kvindelige topspillere har meddelt, at de nægter at spille for landsholdet, så længe præsidenten er ved magten.

Flere fodboldledere, blandt andre Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, har også kaldt kollegaens opførsel for upassende.

Rubiales har også udtalt sig på sin egen profil på X, og her bekræfter han desuden, at han trækker sig som vicepræsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Han gør det også klart, at han føler sig uretfærdigt behandlet i sagen.

»Jeg må se fremad og forsvare min ære og uskyld. Jeg har troen på, at sandheden vil komme frem, og jeg vil gøre alt i min magt for at vinde. Mine døtre og min familie har lidt under det her,« lyder det fra Rubiales.