Bliver Kasper Schmeichel i Leicester, eller ryger den danske VM-keeper til en ny klub i dette transfervindue?

Et spørgsmål, der er blevet stillet adskillige gange de sidste dage, og keeperen er da også blevet rygtet væk fra sin klub. Senest skulle Chelsea ifølge Sky Sports være en bejler til danskeren.

Schmeichel har da også i den grad gjort sig bemærket med en stærk præstation ved årets slutrunde i Rusland.

Dog er der ifølge Leicesters manager, Claude Puel, endnu ikke kommet nogle bud på danskeren.

»Det er ikke noget, jeg er bekymret for. Kasper er selvfølgelig en meget vigtig spiller for os. Han var stærk ved VM. Vi har brug for Kasper, hans karakter, hans præstationer og hans stabile niveau,« siger Puel til Sky Sports.

Træneren erkender, at der er mange spekulationer for tiden, og at det er normalt.

Særligt er der blevet pustet til ilden efter Leicester købte Danny Ward i Liverpool, men ifølge Claude Puel er den engelske målmand ikke købt som en direkte erstatning for Kasper Schmeichel.

»Han (Ward, red.) kan være med til at øge konkurrencen i truppen og give os flere muligheder. Det er godt at der er konkurrence mellem spillerne i truppen,« siger Claude Puel og tilføjer, at øget konkurrence giver mere fokus og koncentration.

Kasper Schmeichel reddede flere straffespark ved VM i Rusland.
Kasper Schmeichel reddede flere straffespark ved VM i Rusland. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Kasper Schmeichel stod på mål i alle fire kampe - mod Peru, Australien, Frankrig og Kroatien - ved VM, og her gjorde keeperen sig i den grad bemærket med flere fremragende redninger.

Derudover reddede han et straffespark i den forlængede spilletid mod Kroatien.

En redning, der sendte Danmark ud i straffesparkskonkurrence. Også her blev Kasper Schmeichel noteret for to redninger, men det var som bekendt desværre ikke nok til at sende Danmark videre ved slutrunden, der senere blev vundet af Frankrig.