En rasende Sergio Ramos, som vil væk, José Mourinho, som er på vej ind, en forhadt Bale, en presset præsident, utilfredse fans og generel tristesse over tingenes tilstand.

Det er det helt store oprydningsarbejde, der skal i gang i Real Madrid oven på en rædselsuge, som har sendt stjerneholdet ud af tre turneringer. I hvert fald hvis man spørger fansene.

Det kan man læse om i de store Madrid-sportsaviser, AS og Marca. Eksempelvis har Marca lavet en afstemning om, hvem der skal ud og hvem der skal blive i Real Madrid, hvor flere hundredetusinder har stemt.

Listen, som kan ses nederst i artiklen, viser, at fansene kræver en kæmpe oprydning i den stjernespækkede trup efter Kongeklubbens ydmygende Champions League-exit til Ajax Amsterdam. Blandt andet ønsker de både Gareth Bale og Marcelo langt væk.

Gareth Bale og Karim Benzema.
Gareth Bale og Karim Benzema. JAVIER SORIANO

I ugen op til tirsdagens uventede 4-1-nederlag på eget græs til Lasse Schöne, Kasper Dolberg og de andre Ajax-talenter havde de tredobbelte forsvarende Champions League-mestre tabt to gange til ærkerivalerne FC Barcelona hjemme på Bernabeu.

De tre smertefulde nederlag betyder, at Sergio Ramos og co. reelt er ude mesterskabskampen i ligaen og de facto er ude af både Champions League og pokalturneringen.

I AS kan man læse, at også træner Santiago Solari - ikke overraskende - hænger i en tynd tråd. Han er dog fredet, som det ser ud nu. Men kun frem til mandag, hvor han meget vel kan få en fyreseddel.

Rygterne går nu på, at José Mourinhos superagent, Jorge Mendes, forhandler med Real Madrids mægtige - men også udskældte - præsident, Florentino Perez. Også Zinedine Zidane spøger i kulissen i forhold til trænertjansen.

Real-præsident Florentino Perez og Zinedine Zidane.
Real-præsident Florentino Perez og Zinedine Zidane. PIERRE-PHILIPPE MARCOU

Real-præsidenten er kritiseret for ikke at have bragt nye kræfter ind på Real Madrid-holdet, som har vundet Champions League i fire af de seneste fem sæsoner, efter at Cristiano Ronaldo skiftede til Juventus i sommer.

Han skyder dog selv mod spillerne og deres indsats mod Ajax Amsterdam. Ifølge AS tilsvinede han efter kampen spillerne, og brugte udtrykket ‘en skændsel’, hvilket fik anfører Sergio Ramos op i det røde felt.

Han truede ifølge avisen med at forlade klubben, som han har været en stor profil for siden 2005. Ramos var ikke med i returopgøret, da han havde karantæne efter bevidst at have trukket et gult kort i den første kamp mod Ajax Amsterdam.

»Giv mig pengene, så smutter jeg. Jeg har givet alt, jeg har, for denne klub - og for dig,« skulle det have lydt fra Ramos, som tydeligt var frustreret oppe i sin VIP-lounge under kampen, som man kan se på billeder fra aftenen.

Sergio Ramos i VIP-loungen i tirsdags.
Sergio Ramos i VIP-loungen i tirsdags. SERGIO PEREZ

Marcas store afstemning: Omkring 300.000 har stemt om Real Madrid-spillernes fremtid. Læserne er blevet spurgt om den enkelte spiller også skal bære den hvide trøje i næste sæson. Derudover har langt størstedelen peget på Kylian Mbappé som deres ønskespiller, mens Jürgen Klopp er det hotteste trænernavn blandt læserne.

De skal ud:

  • Marcelo, Gareth Bale, Jesus Vallejo, Mariano

De skal blive:

  • Thibaut Courtois, Luka Modric, Dani Caravajal, Sergio Ramos, Raphael Varane, Lucas Vazquez, Vinicius, Sergio Reguilon, Nacho, Marco Asensio, Keylor Navas, Alvaro Odriozola, Marcos Llorente, Dani Ceballos

De er på vippen:

  • Isco, Karim Benzema, Toni Kroos, Casemiro, Federico Valverde, Brahim Diaz

Mariano, Marcelo, Vinicius jr. og målmand Thibaut Courtois til Real-træning.
Mariano, Marcelo, Vinicius jr. og målmand Thibaut Courtois til Real-træning. Javier Lopez

Af afstemningen fremgår også, at Real Madrid-tilhængerne i høj grad giver præsident Florentino Perez skylden for de øjeblikkelige elendigheder.