FC Københavns gulddrømme led et nyt knæk, da københavnerne fortsatte mareridtstarten på årets slutspil ved at tabe i Farum.

Og med point til både Brøndby og FC Midtjylland er Jacob Neestrups mandskab lige nu tæt på at have udspillet sin rolle i guldkampen.

Det mener B.T.s sportschef, Lasse Vøge, der her tager temperaturen på guldfavoritterne efter Superligaens 24. runde.

B.T.s GULDBAROMETER

I sidste uge var vi lidt afventende i forhold til at udråbe Brøndby som mesterskabsfavoritter. For vi ville lige se holdet løse en opgave, hvor de havde alt at tabe. 

Og det formåede de gulblusede ikke hjemme mod Silkeborg. 

Jeg ser dog fortsat Brøndby som det lige nu bedste bud på en kommende dansk mester – for topniveauet er i øjeblikket ligaens højeste. 

Men jeg vil heller ikke blive chokeret, hvis mandagens 1-1'er var starten på nogle guld-gummiben.

Jeg ved ikke, om det var decideret overbevisende mod AGF – og midtjyderne kan heller ikke være utilfredse med VAR-vognen. 

Men Thomasbergs kværner-bold er tilbage på sporet efter bommerten mod Nordsjælland, og derfor tromler guld-procenterne også frem.

Og det er bestemt ikke givet, at Brøndby og FCK tager tre point i Aarhus, så det er en sejr med perspektiver.

I sidste uge havde jeg – trods hjemmenederlaget til Brøndby – stadig FCK som mesterskabsfavorit. Fordi der er så mange spillere med erfaring og vinder-DNA i truppen. 

Men efter at have set en flok hovedløse københavnere tabe i Farum, bliver jeg nødt til at sige det: FCK er for nuværende reduceret til en rolle som outsidere i DM-kampen. 

Men jeg er bestemt endnu ikke klar til at afskrive dem – især ikke efter Brøndbys hjemmeskuffelse mandag aften.

Hvis det dog ender med endnu et nederlag i Herning senere på ugen, så er det dog slut.