Man siger normalt, at man ikke skal blande sport og politik sammen. 

Men det kommer man til 18. november, hvis man både vil følge med i kommunalvalg og Danmarks måske afgørende VM kvalifikationskamp mod Skotland.

TV 2 har forsøgt at få kamptidspunktet flyttet for kampen mod Skotland, så man kunne sende kampen på hovedkanalen, men UEFA har sagt nej.

Det skriver Journalisten.

Alle gruppekampe skal spilles på samme tidspunkt i den sidste runde, så der ikke kan spilles på andres resultater.

På TV 2 har man derfor besluttet sig for at flytte fodboldkampen væk fra hovedkanalen.

Til Journalisten siger Frederik Lauesen, der er sportschef på kanalen:

»Kommunal- og regionsvalget er et vigtigt valg, så derfor ligger det på TV 2, mens seerne kan se med på sportskanalen og Charlie, som er TV 2’s næststørste kanal.«

Alt tyder på, at kampen om førstepladsen i Danmarks kvalifikationspulje til VM i fodbold udelukkende bliver et anliggende mellem Danmark og Skotland, der ligger side om side i toppen af gruppen.

Skotland er storfavorit til yderligere tre point på søndag, når Belarus kommer på besøg. Samme aften skal Grækenland til København for at møde Danmark.