Superliga-nedrykkkeren Silkeborg IF har fyret manager Peter Sørensen med øjeblikkelig virkning.

Tre kampe inde i sæsonen i 1. division har ledelsen i den jyske klub besluttet at give Sørensen sparket. Efter blot et enkelt point i sæsonindledningen så direktør Kent Madsen ingen anden løsning end at give Sørensen en fyreseddel.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det gør ondt at træffe sådan en beslutning, for Peter har været en dygtig træner og manager for Silkeborg IF gennem det meste af den periode på snart tre år, han har været her. Men nedrykningen og den efterfølgende skæve start på sæsonen i NordicBet Ligaen har fået bestyrelse og direktion til at vurdere, at der – populært sagt – trænger til at blive 'rørt rundt i gryden'. Afslutningen på sidste sæson og begyndelsen på denne har været utilfredsstillende,« siger Silkeborg IF’s adm. direktør, Kent Madsen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Peter Sørensen var en stor succes i sin første tid i Silkeborg, men bortset fra en plads i pokalfinalen blev sidste sæson en gigantisk nedtur. Sæson kulminerede i en slem og overraskende nedrykning, så derfor var Sørensens snor ikke lang, da sæsonen startede i 1. division. Da to af de tre første kampe er endt i nederlag, er Sørensen nu fortid i Søhøjlandet.

Her tyder noget på, at en afløser for Sørensen allerede er på trapperne. Der mangler dog fortsat det sidste, inden en ny mand kan præsenteres i jobbet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi arbejder på højtryk, men skal lige have endelig aftale på plads, før vi kan offentliggøre løsningen,« siger Kent Madsen.