Det kan være dyrt at tabe fodboldkampe. Ikke mindst på aktiemarkedet.

Tirsdag er aktierne i Brøndby IF faldet kraftigt efter klubben mandag aften tabte til FC Midtjylland på hjemmebane i Superligaen. Med nederlaget åbnede kampen om førstepladsen i Superligaen sig op igen, og de to hold ligger nu side om side, efter at Brøndby for få runder siden havde været fem point foran. Se højdepunkter fra mandagens guldbrag øverst i artiklen

Som Finans-journalisten Mick Kristensen skriver på Twitter:

»Brøndbys markedsværdi falder med 117 mio. kr. de første to minutter af dagens aktiehandel. Det gør ondt muligvis at tabe et mesterskab.«

Da aktiemarkedet åbnede tirsdag faldt Brøndby-aktien med små 20 procent. Efter et kvarters handel har investorerne dog besindet sig lidt, og aktien ligger 14 procent nede. Med tirsdag morgens fald har Brøndby tabt omkring 100 millioner kroner i markedsværdi.

Det er reaktionen på, at det danske fodboldmesterskab - og lukrative europæiske fodboldkampe - nu er langt fra så sikre, som de var før hjemmekampen mod FC Midtjylland.

Guldduellanterne er nu placeret side om side med 79 point med to kampe tilbage. Brøndby fører dog ligaen på en bedre målscore.

Allerede i minutterne efter kamoen lagde FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, pres på rivalen.

»Hvis jeg sad i den anden lejr, så ville jeg tænke: Puha, vi havde bagt til en mesterskabsfest, og nu er konkurrenten à point. Det må være hårdt for Brøndby at gå ind til de to sidste kampe, mens vi glæder os, selv om vi har et megasvært program, sagde FC Midtjyllands træner,« Jess Thorup, efter kampen.

Aktionærerne kan dog stadig være godt tilfredse. Efter flere år med svingende resultater og voldsomme underskud har Brøndby klaret sig sportsligt fremragende i indeværende sæson. Klubben har allerede sikret sig pokalen, og mesterskabet er fortsat en stor mulighed.

Sidste år bød på et underskud på 24,8 millioner kroner. For 2018 venter Brøndby, at det er reduceret til et sted mellem minus ni millioner og et plus på en million.

For at det skal lykkes, skal Brøndby slutte blandt de tre bedste og sælge spillere for 25 millioner kroner over sommeren.