I Danmark har der været spekuleret i, om det kunne være åbningen for dansk VM-deltagelse til sommer på trods af den store kvalifikationsfiasko til slutrunden.

Men nu smækkes døren for alvor i.

Således bekræfter Iran nu, at man på trods af megen spekulation kommer til at deltage ved sommerens slutrunde i USA, Canada og Mexico, skriver de norske medier VG og Dagbladet.

Det bliver dog ikke uden krav, gør Iran det klart.

»Vi kommer definitivt til at deltage i VM i 2026, men værterne må tage hensyn til vores bekymringer,« skriver det iranske fodboldforbund ifølge medierne på sin hjemmeside.

»Det bliver uden at give afkald på vores tro, kultur og overbevisning,« lyder det videre.

Kravene kommer, efter Canada nægtede Irans forbundsleder indrejse i landet sidste måned forud for Fifa-kongressen grundet hans forbindelser til den iranske revolutionsgarde.

Iran var det eneste af de 211 medlemslande, som ikke deltog på kongressen.

Mere specifikt er formanden for Irans fodboldforbund, Mehdi Tajs, krav, ti betingelser for deltagelsen.

De omfatter blandt andet, at der udstedes visum, respekt for landsholdets stab, holdets flag og nationalsangen under turneringen samt krav om høj sikkerhed i lufthavne, på hoteller og under transporten til de stadioner, hvor de skal spille, skriver nyhedsbureauet AFP.

I Danmark har tvivlen om, hvorvidt Iran kunne deltage eller ej, groet et spinkelt håb om, at det danske fodboldlandshold alligevel kunne deltage på et afbud.

Flere medier spekulerede i, hvorvidt det kunne føre til, at fire hold skulle spille om, hvem der skulle have Irans VM-billet, hvis nationens fejde med USA skulle koste dem billetten.

Den mulighed lukkes dog officielt nu, hvor Iran altså bekræfter sin deltagelse i turneringen, hvor man møder New Zealand, Belgien og Egypten i gruppespillet.