Hvis det danske fodboldlandshold skal fastholde sin position blandt de bedste i verden, så kræver det et nationalt fodboldcenter.
Sådan lyder det fra herrelandstræner Kasper Hjulmand. Og selv om flere og flere i dansk fodbold støtter tanken, så lader det store prestigebyggeri vente på sig.
Lige nu befinder landstræneren sig i Spanien, hvor han forbereder sine spillere til årets første opgaver mod Holland og Serbien, men han ville have foretrukket at være hjemme i Danmark.
Vel at mærke, hvis forholdene for spillerne i Danmark er bedre end dem, der findes omkring den mangeårige landsholdsbase ved Hotel Marienlyst i Helsingør.
»Vi gør, hvad vi kan, når vi er i Danmark, men rammerne er der ikke,« siger Kasper Hjulmand.
Et nationalt fodboldcenter vil ifølge landstræneren sikre de danske landshold de ypperste arbejdsforhold, og spillere fra ungdomslandsholdene vil indimellem støde ind i seniorspillerne.
Og så er der det lange sigte, hvor en forskningsenhed bestående af diætister, dataanalytikere og søvneksperter kan dele ny viden bredt ud og styrke uddannelsen af fremtidens spillere og trænere.
Hjulmand mener, at et nationalt center er afgørende for, at de danske landshold er konkurrencedygtige om 10 og 20 år.
»Hvis man rejser rundt og hører, hvad der har gjort, at Belgien er gået fra at være nummer 60 til nummer et i verden, så er det et nationalt fodboldcenter. Spørg også i Spanien og Tyskland. Så det handler om at komme på omgangshøjde. Jeg tror, at vi vil være mega gode til at lave et nationalt fodboldcenter,« siger landstræneren.
»Vi er gode til at få meget ud af lidt og til at samarbejde. Så vi skal have samlet al viden i dansk fodbold og få spredt det ud i alle afkroge af landet.«
Et center med tilknyttede forskere kan måske afdække, hvorfor enkelte landsdele bidrager mere til de danske landshold end andre. Og hvorfor spillere, der er født tidligst på året, fylder mest i trupperne.
»Vi har ikke knækket koden endnu, og det er vores alle sammens opgave at få gjort det. Giver vi det lys, så kommer fremskridtene også,« mener Hjulmand.
Sidste år pegede en rapport fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) også på, at dansk fodbold mangler et nationalt fodboldcenter.
Centeret står også højt på ønskesedlen i Dansk Boldspil-Union (DBU). Fodbolddirektør Peter Møller mener, at det er afgørende, og det samme gør formand Jesper Møller.
»Lige nu bokser vi lidt over evne, og vi kan ikke forvente at komme langt i slutrunderne hver gang, hvis vi ikke investerer i alle faciliteter, for så får vi svært ved at følge med de største nationer,« siger Peter Møller.
Han nævner, at 80 af landene i top-100 på verdensranglisten har et nationalt fodboldcenter.
DBU-formand Jesper Møller har for nylig været til møde i Odense, hvor der længe har været talt om at placere et nationalt center. Med til mødet var Odenses borgmester og rektoren fra SDU.
DBU-formanden fortæller dog, at der endnu ikke er truffet nogen beslutning om, hvor et nationalt center skal placeres.
»Jeg håber, at vi har en beslutning inden for et års tid, men det afhænger af finansieringen.«
»DBU skal ikke være ejendomsadministrator, men vi skal finde nogen, der kan skabe bæredygtighed sammen med os. Det kan være et universitet, en kommune eller andre.«
»Vi vil ikke have et træningscenter, som vi ikke har råd til at have,« siger Jesper Møller.
Han fortæller, at prisen for et center er 300-500 millioner kroner i det oplæg, der ligger på bordet.
Selvom Kasper Hjulmand har talt om et nationalt fodboldcenter i flere år, så har landstræneren tålmodighed.
»Vi skal have gjort det ordentligt, men lad os få gang i processen.«
»Og lad os tage ud i Europa og tale med de andre lande om, hvad de ville have gjort anderledes, hvis de skulle gøre det om,« siger han.
/ritzau/
