Lyt til artiklen

Den italienske storklub SS Lazio er hårdt ramt på stoltheden, efter at romerne torsdag aften blev spillet baglæns ud af MCH Arena i Herning og måtte rejse hjem med et ydmygende Europa League-nederlag på hele 1-5.

Og noget tyder på, at Lazio også er ramt af dårlig samvittighed.

For fredag aften melder den lyseblå Rom-klub en opsigtsvækkende beslutning ud på klubbens Twitter-profil.

»SS Lazio refunderer de penge, som de 225 medrejsende i Danmark tilskuere betalte for kampbilletten,« lyder det.

De italienske medier har fredagen igennem skrevet om 'katastrofen i Danmark'. Og cheftræner Maurizio Sarri har lagt op til krisemøde med truppen.

»Ansvaret er mit. Jeg vil tale med spillerne og have en forklaring. Vi havde gennem tre dage talt om, at vi skulle være ydmyge, men i stedet så jeg noget andet.«

Han anerkendte i øvrigt FC Midtjyllands indsats – sådan da.

»Kigger man på kampen og resultatet, så er de jo favoritter til at vinde Europa League. Men man kan nok ikke konkludere det, fordi de mødte et 'dødt' hold,« lød det fra Sarri umiddelbart efter torsdagens kamp.

Europa League gruppe F-kampen mellem FC Midtjylland og SS Lazio i Herning torsdag den 15. september 2022.
Europa League gruppe F-kampen mellem FC Midtjylland og SS Lazio i Herning torsdag den 15. september 2022. Foto: Bo Amstrup
Vis mere