Hvad siger holdkammeraterne på det danske kvindelandshold til, at Nadia Nadim nu promoverer VM-slutrunden i Qatar?

Det spørgsmål har stået ubesvaret hen, siden Nadia Nadim 1. april gik stik imod DBUs kritik af den udskældte oliestat og annoncerede, at hun fremover skal 'sælge' VM som ambassadør.

Men nu falder der en knappenål i det bomstille omklædningsrum. Landsholdsspiller og bestyrelsesmedlem i Spillerforeningen – Sofie Junge Pedersen giver nemlig endelig en indikation af, hvordan landsholdskammeraterne har det med Nadims flirten med Qatar.

»Jeg vil henvise til Spillerforeningens udtalelser i sagen,« skriver Juventus-spilleren og afviser yderligere kommentarer, da B.T. spørger til et interview om Nadia Nadims ambassadørrolle.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og hvorfor er så kort en besked så iøjnefaldende?

Det er den, fordi Sofie Junge Pedersen på den måde tilslutter sig Spillerforeningens særdeles kritiske linje overfor Nadim og hendes valg om at promovere slutrunden i Qatar, der blandt andet kritiseres for krænkelse af menneskerettigheder.

I begyndelsen af april fortalte Spillerforeningens direktør, Michael Sahl, til B.T., at man tager afstand fra Nadim, der er med til at blåstemple den skarpt kritiserede slutrunde i Qatar.

»Det er naturligvis hendes frie valg at gøre det, men med det vi gerne vil stå for i Spillerforeningen, så tager vi afstand fra, at man blåstempler den slutrunde ud fra betragtningerne om, hvordan Qatar blandt andet fik tildelt VM med al den korruption, det var omspundet af behandlingen af migrantarbejdere, deres syn på lgbtq+-personer og så videre.«

Foto: Javier Lizon
Vis mere

Dengang fortalte Spillerforeningens direktør, at han ikke var stødt på andre spillere, der delte Nadims tanker om slutrunden.

»Vi har været rundt at høre, hvad folk (spillerne, red.) siger, og alle er enige om, at det ikke er en slutrunde, man skal blåstemple på nogen måde,« lød det.

Derfor har B.T. siden 1. april forsøgt at få holdkammeraterne på kvindelandsholdet til at forholde sig til, hvad Nadims promovering af Qatar betyder for det interne samarbejde og forhold i truppen, hvor Nadim tidligere har været upopulær for kommentarer i sin selvbiografi omkring holdkammerater.

Men B.T. er blevet mødt af en larmende stilhed – blandt andet under landsholdslejren i Malta og Viborg tidligere i april – ligesom utallige opkald til flere af landsholdets profiler ikke har udmøntet sig i kommentarer – indtil nu, hvor Sofie Junge henviser til Spillerforeningens kritik af Nadim.

I DBU har fodbolddirektør Peter Møller fredet Nadim som landsholdsspiller, men udtrykt stor skuffelse over Nadims valg om at blive VM-ambassadør, og landstræner Lars Søndergaard forstår heller ikke, hvorfor Nadim har ønsket at promovere VM i Qatar.

Men han afviser over for B.T., at Nadim-sagen er kilde til uro i spillertruppen.

Nadim, der er noteret for 99 kampe i rødt og hvidt, har ikke været en del af landsholdstruppen siden sommeren 2021, fordi hun i september pådrog sig en slem knæskade.

Den er angriberen nu ved at være tilbage fra, og det afhænger af hendes comeback i maj, om hun bliver aktuel i Lars Søndergaards EM-trup til sommer.